Blog

Blog

Mere

Følg på facebook
Booking
Fryser jeg
Han danser på sin søns grav

Tisvilde

Fryser jegPosted by Martin Thu, July 18, 2013 12:20:02

- Man skal være på vip-liste for at komme ind, siger en nydelig kvinde, som bestemt har tilhørt den kaste af piger, som kom ind overalt, gæstelister eller ej.

Vi taler om Casper Christensen og natklubfolkene fra København, som har varslet deres indtog i Tisvilde og blokbooket byens natsted numero uno, Bio-Bistro, i en lang weekend.

"Vi har lejet hele lortet i fire dage", som de skriver på deres Facebookside, og det er da forfriskende uimponeret.

- Det er en lukket fest, siger en anden. Det er ikke Tisvilde!

Er det ikke? Vi er i Danmark, og det er jo i sig selv en temmelig lukket fest.

Vi er i Nordsjælland, den mest privilegerede del af landet.

Vi er i Tisvildeleje, det sted, hvor huspriserne steg mest gennem nullerne.

Det er uge 29, en af de tre mest eftertragtede uger. At leje et hus kan snildt koste ti tusinde om ugen; det bimler og bamler med uskrevne regler eller som en smukt patineret dame sagde til mig engang for ti år siden. Hun og hendes mand havde lige solgt huset i Hornbæk og købt et stort sort træhus i det kreative Tisvilde, og hun havde Chanelørenringe på.

- Er du ikke Kongstad?

- Jo.

- Må jeg være så fri at stille dig et spørgsmål?

- Endelig.

- Hvordan gør man her i Tisvilde?

Spørgsmålet kan forekomme tåbeligt, for selvfølgelig gør man, som man nu gør. Men lige netop i Tisvilde, ja, det kunne muligvis også gælde Skælskør, men lige netop her er det ufattelig let at træde ved siden af.

Først og fremmest skal man elske byen, det hjælper betragteligt, men det kræver selvfølgelig, at man ved, hvad der er at holde af. Og at man evner at få øje på det. Geografien; man kan ikke gennemkøre byen, den ender i sand og vand og nicht weiter. Hegnet, ja, det hedder skoven, fordi den er kunstigt skabt, og alle dens fortræffeligheder; svampene især og her er kantarel kongen. Man samler dem ikke, man fanger, og dertil kommer et virvar af andre mere eller mindre forståelige bekendtgørelser og cirkulærer. Man hilser ikke på de andre derude i svampeland, man fortæller kun sine svampesteder videre til mennesker i lige biologisk arv, man skærer dem af med kniv, man samler ikke flere end man selv og vennerne kan fortære, osv. For nu bare at tale om svampe.

- Jeg får stadig kildren i maven, når jeg kører herop og ser skiltet mod Tisvilde, sagde en af mine venner i dag til mig nede på stranden. Hun er kommet i Tisvilde gennem tres år, og hvad laver hun så? Læser bøger, får drinks med forskellige - det være sig Noilly Prat eller hvidvin - spiller tennis, går på loppemarked, på stranden, i hegnet. Men hun taler om noget med sine gæster, og her forstås noget, som andet end plidder-pladder. Nye film, kunstudstillinger, byer, holdninger, gode historier. Hun er pensioneret lærer og datter af en jurist, og hun udstråler stadig at være på vej. Sindet er femogtyve, og hun er klar til at lytte til alle som har noget på hjerte, også de mere umulige. Hvad vil hun ikke?

Pralen, tomme tønder og køkkenrulleholdere, og hun er væk som en mis.

Hvis man er sjov på andres bekostning falder hammeren. Hun er Tisvilde, vil jeg mene; åben for den kvalificerede, og i hendes væsen ligger en af årsagerne til, at selv den mest forbenet forudtagede må strække våben; Politikens egen Henrik Vesterberg, for eksempel. Han kom til byen som socialist og med den klatre mission at lave larm i den borgerlige, og efter tre aftener stod han på Bio-Bistros scene og mimede til Sort Sol og elskede det hele. Næsten.

Der er på den ene side en massiv intolerance, på den anden side en ekstrem largeness. Man ser aldrig et jakkesæt i Tisvilde, ikke et slips. Det er slidte poloshirts, gamle badekåber, cykler fra halvtredserne. Vanvittig uprætentiøst, på overfladen i alle fald. Det tog et ordentligt sving til højre gennem nullerne, og det kommer jeg tilbage til, men den grundlæggende ånd er bestemt elskværdig.

Lad mig understrege det med et eksempel:

I 1985 var jeg i sommerhus med min gode ven Søren T-shirt, det var en fredag i marts, og byen lå øde. Vi er begge to besat af boksning og dén aften boksede Gert-Bo Jacobsen EM-kamp. Vi ville se den og tog et par af den gamle havelåget fra skuret for at køre ud i byen og finde et tv. Alt var lukket. Havet åd sig ind på kysten derned, og himlen var sort og uforsonlig. Vi havde fuldstændig givet op, da jeg på vejen hjem fik øje på et skilt: Kildegaarden, pensionat. Hvorfor ikke også prøve det. Stedets ejer, Niels, var på vej over i privaten, en tilstødende villa, da vi kom derop.

- Goddag, sagde jeg. Vi vil så gerne se boksning. Har I et tv, der kan tage tv2?

- Ja, det står inde i tv-stuen. Bare gå ind. Hvis I har lyst til en øl eller to, står der kolde i køleskabet, og pengene lægger I bare på bordet. I behøver ikke at smække efter jer. God kamp.

Det er Tisvilde, i sin fornemmeste form. Et enkelt blik og fuld tillid.

Byen tager godt imod mennesker som Vesterberg, fordi han kommer som en solidt integreret og sjælfuld person. Big characters, som det hedder i moderne tv-sprog (Blachman, Gustav, Søren Ryge, Linse, Bonderøven) , og så er vi tilbage til udgangspunktet.

- Hvad er det egentlig de vil her i Tisvilde, sagde en fyr med uorganiseret hår.

- Nogle mennesker sætter sig for at reformere folkeskolen, sagde jeg. Andre kæmper for at gøre drikkevandet rent i Afrika, og natklubdrengene fra indre København har sat sig for at flytte Hellerupugen i Skagen til Tisvilde.

For de der ikke ved det, har Skagen traditionelt været det sted i Danmark, hvor den økonomiske overklasse mødtes i uge 29. Men det er blevet plat, siger natklubdrengene på deres Facebookside. Der er lavet reality-tv om dén uge, og derfor vil de reformere eventen, ja, det hedder det vel.

Hvorfor har de så valgt Tisvilde og ikke Hornbæk, som traditionelt betragtes som Skagens nordsjællandske fætter? Fordi der ikke sker en skid i Hornbæk.

Tidligere skete der heller intet i Tisvilde, og det var de fleste landliggere egentlig ganske godt tilfredse med, men så kom vi.

I 1993 overtog mine venner Lars Worning, Jakob van Toornburg og Søren Thyboe Bio-Bistro, en restaurant, som ligger i forlængelse af byens biograf, for en sådan er der. Det var mennesker med et omfattende kontaktnet i københavns, yngre kreative kredse, og pludselig fik Tisvilde et sted for os. Alle os fra Jazzhouse.

Det blev perlehønebryst med morkelsauce, kvalificerede bands, en snappy tone og løsthængende skjorter. En del af de tilkommende blev så glade for byen, at de købte hus, og dermed undergik Tisvildeleje et hårdt tiltrængt dannelsestab.

Det blev Scorsese frem for Homer, magasiner i stedet for russiske klassikere, Bille Jean for Beethoven. Nætterne blev lange og larmende, og da vi, mine venner og jeg, for ti år siden, overtog en udrangeret togvogn og begyndte at lave den sommerrevy, som vi selv gerne ville se, føjede det til byens nye status som den kreative klasses foretrukne feriemål.

I 2006 var samtlige danske tøjdesignere at finde inden for en radius af hundrede meter på hej-hej stranden, og i dameblandenes enqueter figurerede byen som erklæret darling. Huspriserne steg med raketfart, dels på grund af højkonjunktur, dels grundet hype, og et hus, som i 2001 kunne erhverves for under en million, kostede pludselig det firedobbelte. Den ene ejendomsmægler blev til fire. Og så kom de rige, det er klart, sådan er det jo; gøgl, ballade og saltvand har altid trukket de velstillede til sig. Spørg Capri, spørg The Hamptons, spørg Toscana, Krøyer eller Provence.

Den kreative overklasse kom efter os, og med dem yoga og au pairpiger, og siden kom en lang række mennesker, som ikke aner, hvad Tisvilde står for.

De ligger ikke og roder i skovbunden efter kantareller, de gør sig ikke filosofiske overvejelser over, hvad det betyder for byens psykologi, at man ikke kan køre gennem den.

De har bare valgt at købe hus dér, hvor de andre er, og at natklubdrengene fra København har valgt Tisvilde som deres indsatsområde, ligger i forlængelse af denne mangel på fornemmelse for byens egentlige karakter. Der er på den vis intet mærkeligt i, at de har valgt Tisvilde, men hvad skal vi stille op med dem? Uge 29 til Tisvilde. De er, ifølge deres egen Facebookside, over to tusinde tilmeldte.

Der er da ikke andet for end at byde dem hjertelig velkommen.

  • Comments(4)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Louis B. Knockel Mon, August 26, 2013 20:17:41

Best of luck.

Posted by Henrik Heide Tue, July 23, 2013 10:51:12

Kongstad. Tak for levende favntag med en by, der indtil nu lå lidt udenfor min radius. Det er ikke mange blogs jeg får læst. Men nu er din en fast del af morgenritualet i ferien. Og sig mig - er hele Politikens redaktion rykket til Tisvilde?

Posted by Larsen Thu, July 18, 2013 12:48:45

To kommentarer.

Elsker de små detaljer. Ørenringe. Naturligvis. Ikke øreringe.

Og så TV2. Det startede i 1988. Så det var enten ikke i 1985. Eller også var det ikke på TV2.

Posted by Christian Thu, July 18, 2013 12:40:31

Tak! Sommerunderholdningen er reddet. Glæder mig til de næste indslag.