Blog

Blog

Mere

Følg på facebook
Booking
Fryser jeg
Han danser på sin søns grav

presse

Fryser jegPosted by Martin Sun, August 18, 2013 00:32:11

Balladen om forfatterfotos med hænder i billedet

Fryser Jeg Dagbog - del 3

Der opstod en kejtet situation, da jeg forleden skulle interviewes af Politkens rutinerede og venlige litteraturjournalist, Carsten Andersen. Seancen var henlagt til kantinen i People Group, og Andersen havde ikke på forhånd meddelt mig, at der også skulle tages fotos.

- Det skulle du have sagt, sagde jeg.

- Hvorfor dog det? sagde han.

- Fordi jeg forsøger ikke at have det samme tøj på i forskellige aviser.

Det havde han ikke den store indlevelse i, kunne jeg se, og forståeligt nok.

Carsten Andersen er fra en tid, hvor ordet betød det hele, og hvor forfattere havde hænder i billedet. Tommelfinger under hagen og hovedet let på skrå betød ræv bag øret og en masse mellem linierne.

Hele knytnæven under hagen og stålfast blik i linsen; spansktalende, råt for usødet, korte sætninger blandet med streams of selfconsciousness.

Tommelfinger under hagen og pegefinger op langs kinden; spænding, pageturner, god balance mellem indre konflikt og effektive plots.

Begge hænder formet som et telt eller en østerlandsk hilsen og anbragt med spidsen under hagen; noget på spil, svært forståeligt, også for forfatteren selv samt mulighed for, at sproget gik i stykker undervejs.

Jeg er fra en tid, hvor de britiske forsangere brugte messende vibrato; ham fra Simple Minds, Bono, Echo & the Bunnymen, og jeg begreb ikke, at folk tog det alvorligt. Bowie, ja, men det indgik i et univers. Alle hans kloner var ren og skær gruopvækkende selvhøjtidlighed, og i forlængelse af den afsky, kunne jeg aldrig finde på at have hænder i billedet på et pressefoto.

Jeg tager det alvorligt på en anden måde, og det betyder blandt andet, at jeg forsøger at afveksle det visuelle i videst mulige omfang, og herunder altså at skifte tøj på hvert nyt foto.

Det er der flere årsager til: dels er jeg forfængelig og stilbevidst og morer mig over at forsøge at ramme en ny stemning hver gang, dels ved jeg, hvordan man opsætter aviser og blade. Ham eller hende, der til syvende og sidst skal layoute siderne, får aldrig helt læst, hvad det handler om, Men billederne bliver der taget stilling til. Et godt foto vil som regel få mere plads end et kedsommeligt.

Før udgivelsen af Han Danser på sin søns grav, overbeviste jeg forlaget om, at det var værdifuldt med gode pressefotos og fik Anne Mie Dreves til at tage dem.

Til mit store held valgte Weekendavisen at lave et interview en uge før bogen kom, og fotoet af mig havnede på forsiden, og ikke bare det, mit fjæs ragede ind over avisens logo. Den annonceplads sælges slet ikke.

Kynisk, kan man sig, og det er sandt.

Jeg har brugt det meste af tre år på at få min nye roman færdig, heraf fjorten måneder, hvor jeg intet andet foretog mig. Jeg har i lange overgange været umulig at komme i nærheden af, rejst fra mine nærmeste, sat mig selv og min familie i en situation, hvor det hver eneste måned var et mirakel, at huslejen blev betalt.

Skulle jeg så trække i en ternet skjorte og lade dem tage et foto med hænder i billedet? Nej, jeg tager mit bedste tøj på og gør hvad som helst for at få den bog ud ud. Jeg skifter position og gør min bog til en vare og mig selv til en fedtet sælger.

Ingen skam i livet, ingen overhovedet. Ja, ok, da et dameblad bad mig svare på, hvordan min sommer havde været og tænke i sensommer, fordi det udkom omkring 1. september, takkede jeg pænt nej. Forespørgslen kom midt i juli, og jeg havde endnu ikke været ude at bade.

Der er desværre endnu en grund til at betone det visuelle, og det er, at folk ikke længere orker at læse, For nogen tid siden fik jeg til opgave at skrive et essay i Politiken og gjorde mig umage med at skrive både informativt og underholdende. Det blev bragt i lørdagskultur, engang en magtfaktor i dansk åndsliv. Jeg fik een reaktion. Een. Det var halvkedsommeligt layoutet og placeret bagest i tillægget, og så langt når ikke engang Jørgen Leth mere.

Til gengæld fik jeg et hav af kommentarer og et utal af likes på Facebook, da jeg postede et pressefoto til den nye bog, hvor jeg poserer med turban a la Blixen.

Engang læste man klassikere, af pligt og lyst, stræbte sig gennem Mann eller Dostojevskij, siden begyndte man at læse magasiner, så sprang man de lange artikler over og nøjedes med at kigge billeder og læse smånotater, og så blev det film, og fordi man var for træt til Mefisto eller Den Tredje Mand, blev det action, og med latent dårlig samvittighed, og det var fatalt, at man netop den aften, hvor der var købt billetter til marathonvisningen af Berlin Alexanderplatz i Cinemateket, var kommet til at æde et kilo risotto med masser af smør og ost og lå madskæv med sort skærm på sofaen.

Billedet i Politiken kom til at fylde mere end teksten.





  • Comments(5)//www.martinkongstad.dk/#post7