Blog

Blog

Mere

Følg på facebook
Booking
Fryser jeg
Han danser på sin søns grav

Der var andre med harlekinbukser som truttede saxofon dengang

Fryser jegPosted by Martin Fri, August 09, 2013 00:08:27
Fryser Jeg Dagbog - del 2

Jeg mødte en gammel veninde, som, helt uopfordret, fortalte mig, at en anden gammel veninde var rasende på mig og følte sig trådt for nær. Hun var sikker på, at en af karaktererne fra min novellesamling var bygget over hende.

Der er flere grunde til, at det er forkert. For det første har jeg ikke skænket hende en tanke, mens jeg skrev, for det andet oversætter jeg ikke virkelige personer til fiktion. Med få undtagelser. Blismann, en journalist som bliver fyret fra et dagblad, der minder noget om Politiken, har en del åbenlyse sammenfald med min gode ven Henrik Vesterberg; måden at spise sandwiches på har de til fælles. Hvis der er mayonnaise i den, får man det at se. Begge er erklærede socialister, kommer på Floss, har et uroligt højreben, som konstant kører toogtredivtedele under bordet, er glade for gammel musik med meningsfulde tekster, osv, og så alligevel: Blismann er rockjournalist, Vesterberg er ikke, Blismman bliver fyret, Vesterberg er stadig ansat. I min nye roman dukker Blismann pludselig op og er blevet højskolelærer. Det er Vesterberg langt fra. Men Blismann taler Vesterbergs sprog, omend han ikke, som Vesterberg engang gjorde, siger: superduper eller hold dig tjekket, men i stedet dystert, superdystert eller superduperdystert. Jeg har aldrig forsøgt at skjule for Vesterberg, at han er et forlæg, men tværtimod ladet ham vide, hvad Blismann nu har fundet på undervejs i processen. Ikke fordi jeg skylder ham det, men fordi det er sjovt at fortælle.

Det samme er gældende for karakteren Søren T-shirt i min nye roman. Meget er bygget over min ven, Søren Fischers virkelige liv, andet er digtet.

De to repræsenterer undtagelserne, ja, der er selvfølgelig Mikkel Vallin, som på mange måder minder om mig, og på andre, faktiske, slet ikke.

Som udgangspunkt interesserer det mig ikke at skrive nøgleroman. Jeg kan simpelthen ikke finde mening i at tage mennesker fra det virkelig liv, ændre deres navne og smide dem ind i en roman, ligesom jeg temmelig sjældent tager virkelige hændelser og overfører dem. Jeg opererer med en erfaret grundsuppe, og når f.eks karakteren Clara har gået på Bernadotteskolen og er fra firserne, så ved jeg om hende, at hun på et tidspunkt har truttet i en saxofon og haft harlekinternede bukser på, og at hun har en svaghed for ældre Bobibar-fyre med kuldsejlet levemåde.

Jeg er af den opfattelse, at hvis man skal skildre virkelige personer og rigtige hændelser, så skal det gøres med navns nævnelse og være så tro mod begivenhederne, som muligt er. Det bliver noget andet. Dokumentarisme, erindringsglimt, selvbiografi, og det er ikke fiktion.

Jeg blev altid grænseløst irriteret, når jeg som yngre læste samtidsromaner og Krasnapolsky var omdøbt til Akvariet, for dels var det et dårligt og ladet navn, dels fattede jeg aldrig, at man skulle omdøbe stedet, når det tydeligvis var Krasnapolsky. Barerne i mine bøger har de rigtige navne, bortset fra et par, jeg helt har opfundet (Le Petit Fer a Cheval, for eksempel, som er en opdigtet overklassebar i Tisvilde, og hvis navn er hugget fra en bar i Marais, som Kronprinsen kom på, og som jeg derfor mente, at en flok herlovianerne kunne finde på at kalde deres bar). Rammerne skal være så autentiske som muligt, for derved at gøre den fiktive handling mere virkelighedsnær.

For nogle år siden læste jeg min ven Martin Halls store generationsepos, den sidste romantiker, og det gennemstrømmede bøgerne (to bind), at han huskede alt fra firserne og halvfemserne og brændte for at videregive sine betragtninger og oplevelser i pagt med den forgangne virkelighed. Han havde ændret folks navne, og Strunge hed ikke Strunge, men Adam Bruun, osv. Bøgerne er spækket med anekdoter og vildt underholdende, men alligevel fornemmede jeg et energitab, for ved at omdøbe det faktiske, og samtidig, i lange passager (for selvfølgelig digtede han osse løs), være tro mod det passerede, lagde han et filter af "fiktion" mellem ham selv og læseren. Historien røg en generation ud, som det hed, når man kopierede et videobånd. Hvis han havde skrevet sine oplevelser med navns nævnelse og uden at digte uden om, var det blevet et mesterværk og samtidig en historisk tekst af stor værdi for eftertiden (det kan nås endnu).

Da jeg læste bogen havde jeg endnu ikke skrevet min egen første, men af læsningen lærte jeg, at enten digter man eller man gør ikke. Der er energi begge steder og en sammenblanding formindsker den.

Min gamle veninde er ikke den eneste, som har misforstået min stil. Utallige gange er jeg blevet passet op af folk, som lod mig vide, at de vidste nøjagtig, hvem der var hvem i min første bog, og i sidste uge hørte jeg, at titelnovellens handling. han danser på sin søns grav, var taget direkte fra Stine Bierlichs liv.

Jeg kendte Stine, men anede ikke, at hun var far til sin søns barn.

Udover de førnævnte er ingen af personerne, heller ikke i min nye bog, en-til-en oversættelser af virkeligt levende. Mine personer er nogle gange sammenstykket af mange og blandet op med ren fantasi, andre gange aldeles opfundet, men jeg bestræber mig på at skrive det hele. så det kunne ha været virkeligt, og en gang i mellem lykkes det åbenbart.



  • Comments(5)//www.martinkongstad.dk/#post6