Blog

Blog

Mere

Følg på facebook
Booking
Fryser jeg
Han danser på sin søns grav

Dagbog del 1

Fryser jegPosted by Martin Wed, August 07, 2013 02:12:48

Fryser Jeg dagbog - del 1

Om mindre end tre uger udkommer Fryser Jeg, og jeg har besluttet mig for at skrive en form for dagbog op til udgivelsen, og måske bagefter, hvis der ellers er noget at skrive om. Der er gået nøjagtig fire år, siden Han danser på sin søns grav udkom. Det første år brugte jeg på at skrive tre filmmanuskripter bygget over bogen. Alle tre blev afvist ved den første port, hvilket vil sige, at jeg ikke engang fik lov at komme til møde på filminstituttet. I en af afslagsbrevene stod, at jeg skrev "for informative replikker", og det betyder oversat, at hun mente jeg bedrev, hvad man i de kredse kalder "højtlæsning for dværge", og hvad er så det?

To kvinder møder hinanden på gaden (i en film).

Kvinde 1: Så møder man dig igen, stedsøster. Er du kommet dig over, at min far aldrig rigtig accepterede dig som sit eget barn?

Kvinde 2: Nej, jeg er stadig sur, ikke mindst fordi du siden gjorde ondt værre ved at have et forhold til min mand.

Den slags replikker mente hun, for en hun var det, at jeg skrev for mange af, og det kan hun da have sine grunde til eller som en højtbetitlet fyr fra filmbranchen formulerede det:

- Det er da ikke så underligt, at hun har et horn i siden på dig. Hun skrev Bænken, og du skrev Chaiselongen.

Et andet afslag var mere fantasifuldt: Jeg er betænkelig ved din fremstilling af kvinder, skrev han. Kvinderne i dit manuskript fremstår enten liderlige og/eller beregnende.

Og?

Ja, jeg røg i skraldespanden; kasseret af en ridderkonsulent, hvis ædle formål var at beskytte kvinder mod at blive fremstillet som liderlige.

Nok om det, men der gik altså et år. Jeg havde endda skrevet en to meter høj kat ind i et af manuskripterne.

Siden gik jeg i gang med romanen. Jeg forestillede mig en bog, som foregik i henholdsvis 1986 og 2008. Det første lag handlede om firsernes store kærlighedsdrama, taget fra det virkelige liv og omformet til fiktion. Balladen om Søren og Signe, verden bedste par, som måtte skilles, da han fandt en anden. Heroin.

Jeg skrev de første 50 sider af den del og har hele handlingen skrevet ud i noter.

Den anden del skulle foregå i moderne kunstkredse 2008, dengang alt kunne sælges og blev solgt. Jeg ville skrive om en fra mellemlaget, en af de kunstnere, som gennem opsvinget, steg så meget i pris, at det var umuligt at komme tilbage, da kunstboblen brast. Der findes en regel i kunstverdenen, som foreskriver, at en kunstner ikke må falde i pris. Har en gallerist først sat sin kunstners priser for højt, kan han/hun ikke umiddelbart sænke dem. Denne er konstrueret af troværdighedshensyn og for at beskytte køberne fra at købe katten i sækken, hvilket alligevel sagtens kan ske.

Jeg begyndte en måneder lang research. Købte alt, hvad jeg kunne finde af bøger og film, som handlede om kunstnere og kunstbranchen (jeg vil måske på et senere tidspunkt anbefale de bedste) og interviewede et hav af mennesker, det være sig gallerister, kunstnere, kunstjournalister, kuratorer, auktionsfolk, samlere. Jeg begyndte ikke på bar bund, for dels er der kunstnere i min familie, dels har jeg hængt på barer i årtier, færdedes i beslægtede miljøer, haft venner som enten var børn af kunstnere eller selv var det, osv. Men alle de finurlige regler, officielle, som uofficielle blev jeg indført i, samt selvfølgelig de enkelte kunstneres anskuelse af deres virke, alt det med Berlin, snobberiet for den skabende ånd, fristelsen for at gentage en succes med udbrændthed som en mulig følge, galleristenes balancegang mellem købmandsskab og kammeratlig omsorg.

På et tidspunkt sagde jeg ja til at være vært for Den Store Roman, et program som Radio 24Syv ville lancere ved deres åbning. Jeg skulle, som den første vært, lægge linien for programmet, og jeg besluttede at lave research for åben mikrofon. Hvor langt var jeg henne i bogen på det tidspunkt? - november 2011 - cirka hundrede sider, hvad jeg ikke vidste var, at de 50 skulle skrinlægges, og de andre skrives om utallige gange, men jeg kastede mig ud i det og forsøgte at lave radiostemme, og en af gæsterne var plotcoach Malene Kirkegaard. Egentlig ville jeg drille de finlitterære kredse, for plots er fyord (og derfor selvfølgelig særligt krimien), og jeg kan bedre lide plots, meget bedre, end den slags bøger, hvor sproget går i stykker og genopstår i nye og helt uforståelige former. Jeg vil gerne kunne følge med, når jeg læser noget, og derfor skriver jeg selv sådan. Plotcoachen viste sig at være velkvalificeret. Hun er uddannet filminstruktør og kan sin dramaturgi, men er langt fra forbenet.

- I traditionel filmdramaturgi ville man kræve, at det ene lag i en todelt historie gav noget til det andet, sagde hun, med henvisning til min dobbeltbog.

- Har dine lag noget til fælles?

- Jeg har tænkt det samme, sagde jeg, og jeg kan godt kæde dem sammen. Det handler delvis om de samme mennesker, og hvis jeg skal være meget søgt er der et fælles tema, som hedder afhængighed. I den ene er det af et stof, i den anden er det et kærlighedsforhold. Men det tema interesserer mig ikke.

Hun lod pausen være lang.

- Måske er jeg i gang med to bøger, sagde jeg.

- Måske, sagde hun.

Dagen efter lagde jeg den ene midlertidigt i skuffen og koncentrede mig om det tema, som jeg for alvor var optaget af: Parforholdet.

Jeg har en fornemmelse af, at parforholdet i sin traditionelle form står foran opløsning, og det ville jeg gerne digte om. Hvad underbygger den formodning?

De sociale netværk på nettet, for eksempel; de nye og langt mere flydende fælleskaber. Vores liv på nettet vil givet komme til at præge vores psykologi og vores møder med mennesker i virkeligheden, herunder kærligheden.

Men er alt det med fri og flydende kærlighed ikke afprøvet - og afvist - af 68´erne. Jo, og det gik strålende, indtil de løb ind i kvindekampen. Så var festen forbi. Jeg har, særlig efter at have læst adskillige dagbøger på Kvinfos hjemmeside, stor respekt for kvindekampen. Den var uundgåelig. Men jeg var barn dengang, det skete, og det var ikke en tilfældighed, at jeg var den eneste i fritidskollektivets tv-rum, da der var fodbold-vm i 1974. Mændene sad og strikkede eller mukkede over, at de ikke fik noget fisse. Den ny tids kvinder, dem i tyverne, er børnebørn af rødstrømperne. De har selvbevidstheden med sig fra fødslen, men ingen kamp. De vil opleve, ikke kede sig.

Vores hjerner. Vi kan rent faktisk rumme både at være forelskede i en, liderlig på en anden og dybt engageret med en tredje, men det bryder konventionerne sig ikke om. Eller vores forfængelighed.

Angsten for at miste er større end lysten til at give.

Osv.

Jeg havde sat mig for, at romanen skulle være en art fortsættelse af den første bog. Mikkel Vallin skulle det være igen; nu fyret, skilt og på den alder, hvor bitterheden står og banker på. Ind fra højre en smuk, kompromisløs ung kunstnerkvinde, som trigger al hans antipati over for parforholdet i sin stivnede form. Endelig en sag for Mikkel.

Farvel til parforholdet og tak for ingenting!

Ja, så let går det selvfølgelig ikke.

I næste uge begynder jeg at give interviews til pressen, og det komplicerede bliver at holde mit private liv uinteressant. Ved at skabe en karakter som Mikkel, der på mange måder minder om mig, beder jeg selv om en uhensigtsmæssig sammenblanding, og mange af Mikkels betragtninger er bestemt mine egne. Blandt andet denne, måske lidt poppede:

Hvor mange par kender du, som er sjovere sammen end hver for sig?

  • Comments(3)//www.martinkongstad.dk/#post5