Blog

Blog

Mere

Følg på facebook
Booking
Fryser jeg
Han danser på sin søns grav

Et eller andet sted er der et lille vi

Fryser jegPosted by Martin Sat, October 19, 2013 09:59:31

Jeg vil skille mig ud fra mængden uden at larme, og det bliver et blåt jakkesæt fra Mads Nørgaard, en lyseblå skjorte fra Rom, prikkede sneakers fra Soulland og en orange halsklud.

Jeg er taget til Frankfurt for at sælge mig selv.

Lyder det kynisk? Det bliver meget værre.

I maj afleverede jeg det færdige manuskript til Fryser Jeg, min roman, og gik omgående fra sætningskonstruktioner og udefinerbare fornemmelser for temposkift til at være min egen marketingchef. Den bog, som det havde taget mig to år at skrive, forvandlede sig til en vare.

Jeg har omformet nogle af bogens pointer til slagsætninger som: Hvor mange par kender du som er sjovere sammen end hver sig? Jeg har gjort mig store anstrengelser for at fortælle alle fra fra Nettos blad Lime til Deadline på DR2, at det monogame parforhold er utidssvarende, og jeg cykler ikke forbi en boghandler uden at kigge ind for eventuelt at signere.

”Tjohhh…,” sagde Thilde, da jeg foreslog hende at tage af sted. Hun er mit forlags udlandsagent, og Frankfurt er verdens ældste og største bogmesse. Syv tusind udstillere fra hundrede og fyrre lande, og et geografisk omfang, som er femten gange vores Bogforum. Mit forslag var ikke grebet ud af luften. I forsommeren arrangerede Statens Kunstråd et træf for udenlandske forlæggere og en håndfuld danske forfattere. Vi præsenterede os selv fra scenen i Kafcaféen og skuespilleren Vivienne Mckee læste et oversat uddrag højt. Det engelske forlag, Serpent´s Tail, besluttede efterfølgende at udgive min roman i England, og det var en international blåstempling, fortalte Thilde, en farbar vej til det øvrige udland. Deraf min idé, for måske kunne jeg gentage bedriften i Frankfurt; støde tilfældigt ind i et hollandsk forlag.

Jeg skal med samme fly som Jan Degner og Jakob Kvist fra mit forlag, og ude ved gaten støder vi ind i Jacob fra Rosinante, som træder sig selv over tæerne, fordi hans forlag har tjent en mindre formue på Fifty Shades. Hvis han leder efter forargelse, er han kommet til de forkerte. Rygterne vil vide, at Jan og Jakob stiftede People´s Press på vej hjem efter en fest hos sangeren Johnny Madsen. I toget irriteredes de over ikke at kunne få en pølse til tømmermændene, hvorfor de via forbindelser og slesk tale fik en bekendt til at troppe op på Fredericia Station og række to gange to ristede med brød ind ad døren. Når de kunne skaffe pølser ud af den blå luft, måtte de også være i stand til sammen at skabe sig en position i den danske underholdningsindustri, ræsonnerede de.

Messebyen har egen frisør, politistation, brandvæsen og busser og ligger en lidt for lang gåtur fra centrum. På den gigantiske plads mellem hallerne møder jeg Lars Ringhof, som er agent, og han bliver også den første som fortæller mig vittigheden om bogmessen. Han er en høj, imødekommende mand med pæne briller og ligner en tennismakker, som var populær blandt kulturdullerne på Café Dan Turell. Han er i habitjakke, skjorte og jeans, som størsteparten af de mandlige deltagere. Messen er udelukkende for branchefolk i ugedagene, og her er cirka tredive tusinde.

Jeg fortæller om mit forehavende, og han smiler skråt under sideskilningen:

”De eneste, som ikke er velkomne her, er forfattere. Hernede bliver deres bøger til produkter, og tonen bliver en anden, når I træder ind. Den dér interference; attituderne ændrer sig øjeblikkelig.”

”Hvis man nu går forsigtigt frem?”

”Forlagene bliver overløbet af lykkeriddere hernede. Du risikerer at ryge i bås med den indonesiske reproanstalt, ham tegneren, der mener at have lige præcis den streg, som forlaget mangler eller hende den selvudgivende fantasyforfatter.”

Da Lars Ringhof for tolv år siden nedsatte sig som landets første litterære agent, rystede man på hovedet. I dag forhandler han kontrakter, filmrettigheder og udlandssalg for en række velsælgende danske forfattere, og hans endeløse række af møder med udenlandske forlæggere er planlagt gennem måneder.

”Det handler stadig om den gode tekst,” fortæller han. ”Men litteraturen har fået taget sin mødom. Der bliver stadig større fokus på de bøger, som kan kommunikeres ud. She´s very promotable!”

”Hvordan ville du sælge mig til udlandet?”

”En forfatter vil ikke bryde sig om at høre, hvordan vi præsenterer ham. Vi bruger short cuts: Pippi with a twist meets….”

”Kunne man præsentere mig som Houllebecq light møder Fifty Shades?”

”Jeg ville ikke nævne Fifty Shades. Man merkt die Absicht.”

Messen drejer sig om køb og salg af rettigheder, og dette understreger Ringhof ved at vise mig over i Hal 6.

”Nu skal du se speeddating.”

Flere hundrede to-mandsborde på lange rækker. På den ene side agenterne, på den anden forlæggere. Korte og resultatorienterede møder, og det besynderlige er, at størstedelen af rettighederne vedrører bøger, som endnu ikke er skrevet. Man handler med pitches; et effektivt handlingsreferat.

Og nu vittigheden: Frankfurt er en messeby, og hvor byens ludere ligger vandret under bilmessen, siges det, at de holder fri under bogmessen, fordi folk hellere går med hinanden hjem

Jeg går ud på pladsen og får en espresso. På den overdækkede scene står en tysk digter i en lidt for velstrøget hættetrøje og ligner en rollespilsveteran.

Der sidder halvtreds ved de små borde, og de er mere interesseret i at evaluere det forløbne møde eller at forberede det næste. Hans digt er en fars af populærkultur, og både popsangeren Dieter Bohlen og George Clooney inddrages, før han i desperation synger et gammelt Shania Twain-nummer.

Hal 5 er for internationale forlag. Det er torsdag eftermiddag, og vinen er frigivet. Der er pindemadder med farvestrålende pålæg hos georgierne, ryddede borde og jakkesæt hos Oman, og frisurer fra helvede og bulne kinder hos finnerne. De danske forlag bor i venstre ende, og prisen på en messestand er så høj, at kun de største forlag har råd til at fylde.

Mit forlag har bord hos Statens Kunstråd. Thilde sidder i møde med en mørkhåret dame og skæver nervøst. Politikens Forlag byder delikate pastiller med lakrids og chokotrøffel fra Johan Bülow (hvis lakridsbog de, ifølge rygterne, har vundet retten til at udgive ved at tilbyde et uhørt stort forskud).

”Ved du, hvad man siger om luderne i Frankfurt?” siger en fyr.

Charlotte Weiss er skønlitterær chef, en velholdt dame med en indtagende piget uro. Hun har lige været gennem møllen i Hal 6:

”Agenterne spørger, hvad der fungerer i Danmark, vælger nogle bøger fra listen og pitcher fem-seks linier. Jeg havde cirka ti møder af den slags og fik mellem fem og ti pitches per agent.”

Charlotte Weiss har lige ringet hjem til en af sine redaktører og bedt hende smide alt for at læse de tres første sider af en britisk thriller. Hun fik den tippet fra sin amerikanske scout, siden hørte hun om den på messens vandrør, og da også hendes norske og svenske forlagskammerater meldte sig ind i hypen, besluttede hun at handle hurtigt.

”Jeg taler dagligt med en norsk kollega hernede. Vi udveksler også beløb. Hvad har du betalt for den bog? Når agenten vil have 300.000, kan jeg spørge, hvorfor nordmændene får den til 110.000.”

Jeg opsnapper, at forlagets ubestridte bestseller, Jussi Adler-Olsen, er på messen og forsøger, uden held, at møve mig med til den middag, som han holder for sine udenlandske forlag. Så finder jeg Thilde, og hun får snart svar fra tyskerne og har en god følelse med Finland, Holland og måske endda Frankrig.

”Men det franske marked er specielt. De kan finde på at sige: This book is perfect for you. The main character is an ’at. En hat!”

”Hvad siger du egentlig for at sælge mig?”

”Jeg fortæller, at det er en provokerende bog, men ikke fordi den er erotisk.”

”Fortæller du, at den insisterer på, at det monogame parforhold ikke er gearet til tiden?”

”Det fungerer godt at pitche den som en bog om krisen,” siger hun. ”Forlagsredaktørerne kan relatere til det. Bogbranchen er jo i krise.”

Messen lukker halv syv, og folk spredes til middage og cocktailparties rundt i byen, for siden at samles på Hof. Alle taler om Hof, og med det menes Hotel Steigenberger Frankfurter Hof i midten af byen. Hotellets barchef deler små hæfter med fotos og biografier ud til sine tjenere før messen, så alle er på hat med bogbranchens største notabiliteter.

Der er fire barer i Hofs nedre etage, og husets hvidvin, en tilforladelig riesling fra Franken til elleve euro glasset, sprøjter ud over diskene. Folk har skiftet til jakkesæt og kjoler, og jeg mødes på terrassebaren med Hannah fra det engelske forlag og Thilde. Det amerikanske management, som skal sælge min bog til det engelsksprogede marked, har brug for flere oversatte sider, og indtil da er det på stand-by. Og så er der det med tyskerne. De har takket nej, fordi de ikke kan placere mig. Min roman er hverken højkultur eller kommerciel nok.

Nøjagtig samtidig rejser Jussi Adler-Olsen sig op og slår på glasset. Han kender ni ud af ti på restauranten ved navn, og sådan er det altid. Mindst. Før han rejser ud for at møde nye forlag, rekvirerer han fotos og cv´er af de ansatte. Han har inddelt de femogfyrre gæster i grupper og holder tale for hver. Ved bordene sidder mennesker, som gør deres bedste for hans bøger. Redaktørerne har arbejdet med hans ord i måneder, været inde i hans hoved, og han må tage sig sammen for ikke at blive rørt. Han giver knus til alle.

Jeg går ud under Frankfurts banklogoer og drejer ned ad en lille sidevej. På Restaurant Salzkammer er der små branchemiddage ved bordene, og jeg får kalvefilet med et bjerg af karljohanner og tager mig selv i at overveje, om det skulle være muligt at snige et mord ind i min næste roman, og således kørt ud på et sidespor, er det en lise at møde Claus Clausen i baren på Hof. Han er netop fyldt halvfjerds og bærer sin status som grand old man med en rørende uskyld. Han tilhører den uddøende race af hanelefanter, som rager op på messen; stor og bred, som kun en intellektuel ildsjæl kan være det. Han har været her siden 1968, og jeg behøver ikke nævne, at han er i fløjlsjakkesæt. Dengang overnattede han i kollektiv og hang ud med Joscha Fischer, som siden forkastede væbnet revolution og blev en næsten naturstridigt populær udenrigsminister. Claus Clausen tror stadig på ordet, det fornemmes i hver sætning. I 1973 opfordrede han Suzanne Brøgger til at samle sine artikler, og det blev Fri os fra kærligheden. Han udgav Germaine Greer og siden Kvinde kend din krop. En ladies man, som har udgivet de vigtigste kvindebøger.

”Hernede får jeg fornemmelse af noget, som er større end vores lille drivhuskultur.”

På hans visitkort står navnene på alle de store udenlandske forfattere, som Tiderne Skifter udgiver.

”Man må se i øjnene, at der ude i verden skrives større litteratur.”

Vi taler om bøger, om bogbranchen gennem tiderne, om fælles bekendte og deres skilsmisser, om hans egen dengang, og det ligger i luften, at han altid har ladet sig rive med; af tanker, kvinder, af vin og vigtige diskussioner. På et tidspunkt siger han:

”Et eller andet sted midt i det hele, er der et lille vi.”

På hotelværelset får jeg en sms fra Charlotte Weiss: ”Mød Jussi klokken 14 i morgen på vores stand.”

Johannes Riis, Gyldendals og bogbranchens bonus pater, er besynderligt nok manden, som introducerer mig for verbet at pre-empte. Han forklarer mig, hvordan en auktion kan forløbe: Hvis flere forlag er interesseret i samme bog, kan agenten vælge at lade dem byde på skift eller at lægge deres ultimative bud et bestemt klokkeslæt, men hvis forlaget er meget forhippet, kan de forsøge at pre-empte; lægge så højt bud, at agenten lukker dealen med det samme.

Jeg pre-empter, jeg pre-emptede, jeg har pre-emptet. Eller bare: pre-empt!

Det er fredag eftermiddag, sidste store dag på messen, og der er mange rygter i omløb. Et af dem er, at Rosinante har købt en norsk thriller-trilogi bestående af en færdig roman og to pitches for fem hundrede tusind.

”Du skriver blændende godt,” siger Jussi Adler-Olsen og meddeler, at han bruger sin eneste fritime på mig.

”Du har den rigtige indstilling. Du ved, at det koster noget privat, og det respekterer jeg dig for.”

Han begyndte dagen med interview til tv-kanalen RTL, så 3sat, endnu en kanal og derpå Kanal K, kulturradio fra Schweitz (”hvor jeg har haft førstepladsen, jeg ved ikke hvor længe”). Interviewet med Handelsblatt om businessdelen af bogbranchen var så spændende, at han inviterede journalisten op at overnatte i sit kontorhus (”så bruger vi tiden effektivt”), derefter fulgte bloggen Kriminet (”bloggere er godt, Martin. I USA og England er det de vigtigste medier”), og inden mig var det sitet booksection.de, som Jussi har støttet i årevis. Han slutter dagen som sidste navn på store scene og med en signering, som han gætter på vil forløbe fredeligere end sidste år, da han signerede seksten hundrede bøger under den offentlige del. Han får selvfølgelig hjælp i den situation: En tager mod bogen og åbner den på rette side, Jussi skriver, en anden tager bogen og afleverer den.

Da Flaskepost fra P udkom i England signerede han tre tusind bøger til WH Smith og Waterstones.

Han har tre ansatte, og Adler-Olsen dep. rummer også Adler-Olsen Energy, som udvikler lavenergihuse til favelaen og Adler-Olsen Games, som opfinder spil til unge. Sidste år var han væk fra sin egen seng hundrede og halvfjerds nætter (han regner ikke lejligheden i Barcelona som hjemme, fordi den primært bruges til business). Vi taler i en time, og undervejs rejser han sig tre gange for at give knus og sige tak for sidst. Den tredje er en israelsk forlægger, og han, der ellers har en bemærkelsesværdig evne til at begave en med nærvær, bliver fjern i blikket. Han vender sig mod sin agent.

”Jeg kom til at kalde hende det forkerte navn. Det er ikke i orden! Det er virkelig ikke i orden!” Han vender sig mod mig igen og finder smilet:

”Jeg opfatter mig ikke som en kommerciel person. Jeg sørger for, at dem, der hjælper mig, har det godt, og det er jo i den enkelte situation det åbenlyst rigtige at gøre. Jeg taler ikke kun med chefen og redaktøren. Jeg taler med ham, der pakker bøger og med receptionisten: Du må møde mange mennesker sådan en dag. Det kan vel også være slidsomt?”

”Hvad synes du, jeg skal gøre, Jussi?”

”Kig på Skandinavien. Norge vil være godt for dig nu. Gå lidt rundt til de norske forlag og kig i deres bøger. Når du har fundet et, så tag din Ipad frem og læs lidt om dem. Du kan jo begynde med at fortælle dem, at du respekterer deres linje. Få en lille snak og lad et ord falde til din agent bagefter. Man skal være vedholdende, men man må aldrig stalke. Ikke én gang!”

Han giver mig lidt råd om agenter, om at foretrække ordentlig markedsføring for store forskud, om altid at alliere sig med nogen, som er dygtigere end en selv, og hans agent skæver, for han har brugt længere tid end berammet.

Jeg går direkte over til de norske forlag, kredser lidt rundt og stopper ved et, som jeg skønner velegnet.

”Kan jeg hjælpe med noget?” spørger en dame.

”Jeg er dansk forfatter og leder efter det rigtige norske forlag til min bog.”

”Alle redaktørerne er lige rejst hjem.”

.



  • Comments(1)//www.martinkongstad.dk/#post14