Blog

Blog

Mere

Følg på facebook
Booking
Fryser jeg
Han danser på sin søns grav

Den dag jeg skulle ha læst op i Århus

Fryser jegPosted by Martin Tue, September 10, 2013 15:46:10

Forlaget synes, det er en god idé, at jeg tager til Århus, og jeg bifalder deres ihærdighed. Alt vil jeg gøre for at få solgt den bog. Det ligner en lille pakke: noget interview med en radio, noget med Århus Stiftstidende, og Tv2 Øst er meget interesseret. Og så er der arrangeret en lille oplæsning med efterfølgende signering hos byens førende bog og vincafé, Løves.

Jeg er nummer et på skønlitteraturlisten hos Arnold Busck i Købmagergade.

Det bliver første klasse derover, og forlaget betaler en nat på Royal. Det er festuge, og der er mulighed for synergi, for at komme i vælten. Dagen inden afrejse taler jeg med radiostationen, og deres dagflade er helt booket, fortæller de. Tv2 Øst er stand-by, som det hedder, og jeg får en fornemmelse af, at turen derover måske bliver mindre betydningsfuld end forventet. Forlaget har stadig en god fornemmelse, og den følger jeg selvfølgelig.

Togturen er smuk og rolig. Jeg er alene i stillekupéen, og jeg læser avisernes bogtillæg. Jeg er nummer tre på den samlede liste over skønlitteratur og krimier. Vejle Fjord har aldrig ligget så smukt før. Det bløde sensommerlys. Jeg er nummer et og nummer tre.

Jeg tager en taxa fra banegården og har det hyggeligt med chaufføren. Klokken halv tre stopper jeg foran Løves bog og vincafé i Nørregade. Jeg har været der en gang før, og det gik fint. Tyve-tredive mennesker og fem tusinde i lommen bagefter. Denne gang får jeg intet, for det er, som jeg forstår det, en aftale lavet mellem forlaget og Løves.

Nu jeg alligevel var der. Tv2 Øst har jeg ikke hørt fra.

Løves vin og bogcafé ligger lige i randen af Latinerkvarteret, og der er pænt med mennesker på gaden. Jeg stopper foran deres udstillingsvindue og kigger lidt. De har ikke hængt noget op.

Man kan ikke se, at jeg skal læse op om en halv time. Jeg tjekker de udstillede bøger. Min er ikke i vinduet. Tre yngre mennesker sidder på bænken foran Løves og spiser en tapastallerken, to ældre veninder drikker et glas rødvin.

Indenfor er der ikke stort flere, men der stadig femogtyve minutter.

Jeg går i baren. Der er to på arbejde, og det er i hvert fald nok. Til højre for baren er en stor tavle med alle månedens begivenheder. Iben Melbye fortalte om sit forfatterskab for nogle dage siden, kan jeg læse. Næste weekend er der litteraturfestival på Løves. Mit navn burde have stået mellem disse to begivenheder. Det gør det ikke.

Jeg henvender mig til fyren bag baren.

”Hej, jeg hedder Martin. Jeg skal læse op her klokken 15.”

Han kigger på mig, som var jeg en stuebirk.

”Nå, ja,” siger han, og det lyder ikke velhjelmet.

”Hvorfor har I ikke sat en lille seddel i vinduet?” spørger jeg.

Han bliver mig svar skyldig. Bogstavelig talt. Siger ikke rigtigt noget.

”Hvad med tavlen?” siger jeg. ”Mit navn står der ikke.”

”Det kan jeg godt se,” siger han.

”Mit forlag skulle have sendt en kasse bøger herover,” siger jeg. ”Men så vidt jeg kan se, er den ikke udstillet i butikken.”

”Nej, vi skal lige ha pakket den op,” siger han og bøjer sig.

Kassen står, forsvarligt indpakket, på gulvet.

Jeg er nummer et hos Arnold Busck, så jeg ringer til forlaget.

”Nej, det er jeg ked af at høre,” siger hun og mener det.

To kulturradikale bedstemødre med deres halvvoksne døtre går ind. Løseligt anslået er otte ud af de tolv tilstedeværende kommet for at høre mig. Jeg tager en rask beslutning. Jeg vil læse kapitlet fra Århus; det med hende den unge onanist. Nu hænger den ene af de to ansatte et hvidt a4 op på ruden. ”Martin Kongstad læser op og signerer sin bog klokken 15.”

Klokken er kvart i tre, og tager en beslutning og går ind. Det er svært at fange de ansattes blikke derinde, men jeg insisterer.

”Du skal sidde i baren og læse op,” siger den ene.

Der er musik. Folk hyggesnakker.

”Nej, jeg læser kun op for de mennesker, som er kommet for at høre det,” siger jeg. ”Der er ingen grund til, at eventuelle andre skal have ødelagt deres eftermiddagshygge.”

Jeg peger på det lille baglokale.

”Nu synes jeg, at du spørger folk, om de er kommet for at høre mig, og de, der er, kan gå ind bagved, ok?”

Jeg beder om en øko ginger ale, og sætter den til munden på vej ud. Det føles som at få pumpet et skud kulsyre lige ned i brystkassen. Et eller andet er gået galt. Den er ikke gæret, men den består af lutter brus. Det vælter ned ad min skjorte, og jeg snapper efter vejret.

Jeg er nummer et hos Arnold Busck, og jeg sidder ti minutter på bænken foran. De to kulturradikale bedstemødre og deres halvvoksne døtre forlader Løves vin og bogcafé.

Jeg går til baren igen.

”Ok, hvor mange er der så?”

Han kigger ned i gulvet.

”Der er ingen.”

”Der er ikke kommet nogen?”

”Vi er meget kede af det,” siger han.

”Må jeg få nummeret til chefen,” siger jeg.

Han beklager meget. Det er festuge, der er meget at se til.

”Når man, som jeg, er kommet med toget fra København, så føler man sig uvelkommen, når der ikke hænger et skilt og intet står på jeres tavle. Hvorfor har I ikke pakket bøgerne op?”

”Jeg kan godt til en vis grad se det fra din side,” siger han.

”Du har forbehold. Hvad skyldes det?”

”Nej, jeg må nok tage det på min kappe, men det hele bimler og bamler i dag” siger han.

”Jo, men dine to ansatte kunne måske godt have fundet de fem minutter, det villa ha taget at hænge et a4 op i formiddags eller endnu bedre i går.”

Jeg går op i baren og siger farvel.

”Kan vi byde dig en kop kaffe,” siger han.

Jeg er nummer et og nummer tre, og jeg er den eneste i jakkesæt til festuge.

”Velkommen til Århus,” siger en fyr i Latinerkvarteret.

Det lyder ikke uvenligt, mere som en konstatering.



  • Comments(30)//www.martinkongstad.dk/#post12