Blog

Blog

Mere

Følg på facebook
Booking
Fryser jeg
Han danser på sin søns grav

Anne Sophia Hermansen lægger sig sikkert mellem støj og forvrængning.

Fryser jegPosted by Martin Wed, September 04, 2013 23:05:33

Det er svært at skrive klummer eller blogs, som det hedder i dag. Formen er kort; den kræver præcision og en vis fyndighed, ligesom den virkeligt vellykkede klumme eller blog - efter min mening - skal pege på noget opsigtsvækkende; en hidtil ulæst mening om et eller andet, en betragtning af en vis kaliber, en velanbragt kommentar, en åbning til et nyt univers, et opråb, osv.

Netop nu blogger jeg selv, og lykkeligvis er jeg ikke tilknyttet et stort medie og kan derfor tage den med ro og lade være at skrive, hvis ikke jeg har noget på hjerte. Jeg skrev en kort overgang klummer, men stoppede, fordi det var for tidskrævende at opfinde nye hver uge. At skrive er det mindste. Det er selve idéen, som tager tid at få, hvis man vel at mærke ikke har lyst til at skrive hvadsomhelst. Der er i genren og med de skærpede krav til levering og opmærksomhed, en iboende fare for at lade pennen løbe løbsk.

Anne Sophia Hermansen er en af de nye blogstjerner. Hun har, så vidt jeg har opsnappet, ry for at være borgerligt kontroversiel, og jeg kender til hende, fordi hun skrev en meget rammende og underholdende blog, om dengang folkene bag Blachmans skandaleomsuste mandeprogram forsøgte at få hende til at smide tøjet.

Årsagen til at jeg nu har læst endnu en af hendes blogs, er, at den delvis handler om mig selv eller rettere om min nye roman.

"Dansk skønlitteratur er som en lørdag i Ikea", skriver hun, og det er en befriende kategorisk overskrift. Indledningsvis mener hun:

"Danske forfattere er mere optaget af at diskutere parforhold i samtalekøkkenet end i at flyve ud i verden på skriftens vinger. Sådan ser det i al fald ud, hvis man bladrer i forlagenes efterårskataloger(…)meget få danske forfattere har forholdt sig til finanskrisen."

Sådan begynder bloggen. Præmissen er klar, og denne underbygges nu ved at sætte lys på seks danske bøger; en fra foråret, to nyligt udkomne, og tre endnu ikke udkomne. Med fare for at foregribe konklusionen vil jeg tillade mig at mene, at det eneste reelle fællestræk for de seks er, at Anne Sophia Hermansen ikke har læst dem.

Lad os tage dem fra en ende:

Henrik Dahls roman "NT" handler om en kvinde, som underlægger familien den ny tids sundhed.

"En politisk roman" af Lone Aburas handler om den aktuelle venstrefløj og om at handle og tænke politisk.

Jon Bang Carlsens "Tøsedreng" handler om en drengs kamp for at slippe ud af sin mors skygge.

Ida Jessens "Postkort til Annie" er en novellesamling, som blandt andet handler om dysfunktionelle par, om en søn, som banker sin mor, og om en familie som mister moderen.

Maren Uthaugs (Ulthang, ifølge Hermansen) debutroman "Og sådan blev det" , handler, ifølge forlaget, om familiehemmeligheder og om at finde sine rødder.

Fryser Jeg, min egen roman, handler om parforholdet, og der er altså bingo, men den foregår i 2008, og det netop fordi finanskrisen satte ind det år. Hun har altså, når det gælder min roman, ret i sin ene påstand og uret i den næste.

Som udgangspunkt fører Anne Sophia Hermansen altså temmelig mangelfulde beviser for sin grundlæggende påstand. Kun een ud af de seks nævnte bøger handler decideret om parforhold. Dette underminerede fundament bruger hun derefter som afsæt til at generere nye påstande, og til forskel fra den første, som hun i det mindste forsøgte at føre bevis for, går hun i det følgende fuldkommen udokumenteret til værks. Det vil føre for vidt at undersøge alle hendes postulater, de kommer så at sige med hinanden i hånden, men lad mig tage en lille håndfuld:

Påstand 1:

"….kunne det tænkes, at danskerne ikke læser så meget som kulturministeren kunne ønske, fordi meget af den moderne danske skønlitteratur er blevet ligesom IKEA første lørdag i november? Navlebeskuende, klaustrofobisk og fuld af småforkælede middelklasseskænderier i Ektorp-sofaen."

Ja, det kunne det vel, men virkeligheden kommer hende ikke i møde. 17 ud af 49 bøger på Saxos bestsellerliste handler om kærlighed mellem mand og kvinde eller om parforhold/romance i en eller form for afskygning. Danskerne vil gerne læse om parforhold eller kærlighed, ser det ud til. Det er et emne, som er kommet for at blive, tør jeg påstå. Der er skrevet en sang eller to om det samme, men, og det skal indrømmes, ganske få om den monetære krise.

Påstand 2:

"I disse år ser vi en overproduktion af tilstandslitteratur. Mange af vores samtids forfattere – ofte med baggrund i forfatterskolen – synes besat af parforhold og familieliv."

Et Kinderæg af påstande. Tre af dem på bare to sætninger. Vi ser en overproduktion, mener hun, men hvad den er over, og hvem der har bedømt dette, står hen i det uvisse. Der er, som beskrevet i ovennævnte optælling fra Saxo, stadig læsere til stofområdet, men det kan jo være, at der under denne bestsellerliste findes en hel underskov af ikke-læste bøger om samme emne; en overproduktion. Jeg tvivler på, at Anne Sophia Hermansen er så langt nede i materien, at det er dét, hun mener, endsige bekymrer sig om. Måske er påstanden opfundet til lejligheden og alene hendes.

Andel del af Kinderægget handler om alle de forfattere, som er besat af emnet og desuden har gået på Forfatterskolen. Jeg har læst lidt om forfatterskolens afgangselever fra de seneste år. I år 2012 kredsede mange af historierne/digtene om nære iagttagelser. Forstemmende hverdag. I 2011 var der begær og kødelighed, og i 2009 var det meget blandet. Ordet parforhold indgår ikke i nogle af de anmeldelser, jeg har læst, men det kan sagtens tænkes at være inkluderet alligevel. omend jeg ikke forestiller mig, at det - lige nu og her - får den store betydning. De færreste af afgangseleverne er blevet toneangivende i dansk litteratur og er dermed heller ikke i stand til at gøre den samlede oeuvre nogen nævneværdig skade; her er skade forstået som besættelse af parforholdet og et deraf følgende tunnelsyn. Der er altså tale om elever, som er gået ud før 2009, men hvilke? Anne Sophia Hermansen holder på sin viden eller har slet og ret glemt deres navne, men ikke, at de har gået på Forfatterskolen. Hun ved altså, at de har gået der, men ikke hvem de er, og hvordan hun er havnet i den besynderlige og, i denne sammenhæng, uhensigtsmæssige limbo, har jeg ikke fantasi til at forestille mig.

Påstand 3:

"….støttesystemet til ny dansk litteratur virker som et selvopretholdende system af gensidigt bekræftende tilstandslitterater. Støtten går gang på gang til en lille skare af forfattere."

Denne diskussion - om hvorvidt kunststøtten bliver tildelt særligt udvalgte ud fra hemmelige/kammeratlige særinteresser og til en lukket skare - var godt oppe at køre for to år siden. Jens Christian Grøndahl satte den i gang og mange deltog siden. Hen ad vejen blev debatten stadig mere nuanceret. Måske fulgte Anne Sophia Hermansen ikke denne debat, ja, det vil jeg faktisk håbe er tilfældet. Hun begynder i alle fald forfra med Adam og Eva. I kølvandet på diskussionen udkom en rapport om litteraturstøtte, og den viste med tal, at 902 forfattere i 2011 fik mindst 50.000 kroner i støtte. Man kan selvfølgelig vælge at kalde det en lille skare, men det ville være i overensstemmelse med sandheden at lade være-

Påstand 4:

"……forlagene er blevet svagere i deres rolle som redigerende; vi mangler simpelthen forlæggere, der ikke reagerer på krisen i bogbranchen med at sprøjte endnu mere uredigeret bras ud, men arbejder længere og dybere med manuskripterne."

Denne sidste påstandsrække kan ikke undersøges eller tilbagevises, da den i sin grundvold er for svævende. Atter har hun tilsyneladende en indsigt, hvis kilde/kilder hun undlader at røbe. Hvorfra ved hun, at forlagene er blevet svagere i redigeringen? At de reagerer på krisen ved at sprøjte bras ud? At de ikke arbejder dybt med manuskripterne? Jeg kan ikke genkende disse påstande. De forlagsfolk, jeg møder, er næsten komisk seriøse og grundige. Hvilke uredigerede bøger om parforholdet er det, hun sigter på? Det ville stå stærkere, hvis hun bare hver fjerde gang gjorde sig den anstrengelse at adressere sine påstande. Jeg får desværre den opfattelse, at hun ikke er i stand til det, og det rejser følgelig et spørgsmål om, hvorvidt hun er kompetent til at behandle netop dette emne. Måske har hun ladet sig gribe af, ja, af hvad egentlig?

Anne Sophia Hermansens blogindlæg er skrevet på et meget tvivlsomt grundlag og flyder over af fuldkommen udokumenterede påstande, men derfor er hun jo i sin gode ret til at skrive det. Hun har en blog i Berlingske Tidende, hvilket her synes at være det bærende argument.

På forstærkeren er en volumeknap, og stykket mellem otte og ti er lutter forvrængning. Det bliver ikke højere. Det støjer bare mere.



  • Comments(7)//www.martinkongstad.dk/#post11