Blog

Blog

Mere

Følg på facebook
Booking
Fryser jeg
Han danser på sin søns grav

Anne Sophia Hermansen lægger sig sikkert mellem støj og forvrængning.

Fryser jegPosted by Martin Wed, September 04, 2013 23:05:33

Det er svært at skrive klummer eller blogs, som det hedder i dag. Formen er kort; den kræver præcision og en vis fyndighed, ligesom den virkeligt vellykkede klumme eller blog - efter min mening - skal pege på noget opsigtsvækkende; en hidtil ulæst mening om et eller andet, en betragtning af en vis kaliber, en velanbragt kommentar, en åbning til et nyt univers, et opråb, osv.

Netop nu blogger jeg selv, og lykkeligvis er jeg ikke tilknyttet et stort medie og kan derfor tage den med ro og lade være at skrive, hvis ikke jeg har noget på hjerte. Jeg skrev en kort overgang klummer, men stoppede, fordi det var for tidskrævende at opfinde nye hver uge. At skrive er det mindste. Det er selve idéen, som tager tid at få, hvis man vel at mærke ikke har lyst til at skrive hvadsomhelst. Der er i genren og med de skærpede krav til levering og opmærksomhed, en iboende fare for at lade pennen løbe løbsk.

Anne Sophia Hermansen er en af de nye blogstjerner. Hun har, så vidt jeg har opsnappet, ry for at være borgerligt kontroversiel, og jeg kender til hende, fordi hun skrev en meget rammende og underholdende blog, om dengang folkene bag Blachmans skandaleomsuste mandeprogram forsøgte at få hende til at smide tøjet.

Årsagen til at jeg nu har læst endnu en af hendes blogs, er, at den delvis handler om mig selv eller rettere om min nye roman.

"Dansk skønlitteratur er som en lørdag i Ikea", skriver hun, og det er en befriende kategorisk overskrift. Indledningsvis mener hun:

"Danske forfattere er mere optaget af at diskutere parforhold i samtalekøkkenet end i at flyve ud i verden på skriftens vinger. Sådan ser det i al fald ud, hvis man bladrer i forlagenes efterårskataloger(…)meget få danske forfattere har forholdt sig til finanskrisen."

Sådan begynder bloggen. Præmissen er klar, og denne underbygges nu ved at sætte lys på seks danske bøger; en fra foråret, to nyligt udkomne, og tre endnu ikke udkomne. Med fare for at foregribe konklusionen vil jeg tillade mig at mene, at det eneste reelle fællestræk for de seks er, at Anne Sophia Hermansen ikke har læst dem.

Lad os tage dem fra en ende:

Henrik Dahls roman "NT" handler om en kvinde, som underlægger familien den ny tids sundhed.

"En politisk roman" af Lone Aburas handler om den aktuelle venstrefløj og om at handle og tænke politisk.

Jon Bang Carlsens "Tøsedreng" handler om en drengs kamp for at slippe ud af sin mors skygge.

Ida Jessens "Postkort til Annie" er en novellesamling, som blandt andet handler om dysfunktionelle par, om en søn, som banker sin mor, og om en familie som mister moderen.

Maren Uthaugs (Ulthang, ifølge Hermansen) debutroman "Og sådan blev det" , handler, ifølge forlaget, om familiehemmeligheder og om at finde sine rødder.

Fryser Jeg, min egen roman, handler om parforholdet, og der er altså bingo, men den foregår i 2008, og det netop fordi finanskrisen satte ind det år. Hun har altså, når det gælder min roman, ret i sin ene påstand og uret i den næste.

Som udgangspunkt fører Anne Sophia Hermansen altså temmelig mangelfulde beviser for sin grundlæggende påstand. Kun een ud af de seks nævnte bøger handler decideret om parforhold. Dette underminerede fundament bruger hun derefter som afsæt til at generere nye påstande, og til forskel fra den første, som hun i det mindste forsøgte at føre bevis for, går hun i det følgende fuldkommen udokumenteret til værks. Det vil føre for vidt at undersøge alle hendes postulater, de kommer så at sige med hinanden i hånden, men lad mig tage en lille håndfuld:

Påstand 1:

"….kunne det tænkes, at danskerne ikke læser så meget som kulturministeren kunne ønske, fordi meget af den moderne danske skønlitteratur er blevet ligesom IKEA første lørdag i november? Navlebeskuende, klaustrofobisk og fuld af småforkælede middelklasseskænderier i Ektorp-sofaen."

Ja, det kunne det vel, men virkeligheden kommer hende ikke i møde. 17 ud af 49 bøger på Saxos bestsellerliste handler om kærlighed mellem mand og kvinde eller om parforhold/romance i en eller form for afskygning. Danskerne vil gerne læse om parforhold eller kærlighed, ser det ud til. Det er et emne, som er kommet for at blive, tør jeg påstå. Der er skrevet en sang eller to om det samme, men, og det skal indrømmes, ganske få om den monetære krise.

Påstand 2:

"I disse år ser vi en overproduktion af tilstandslitteratur. Mange af vores samtids forfattere – ofte med baggrund i forfatterskolen – synes besat af parforhold og familieliv."

Et Kinderæg af påstande. Tre af dem på bare to sætninger. Vi ser en overproduktion, mener hun, men hvad den er over, og hvem der har bedømt dette, står hen i det uvisse. Der er, som beskrevet i ovennævnte optælling fra Saxo, stadig læsere til stofområdet, men det kan jo være, at der under denne bestsellerliste findes en hel underskov af ikke-læste bøger om samme emne; en overproduktion. Jeg tvivler på, at Anne Sophia Hermansen er så langt nede i materien, at det er dét, hun mener, endsige bekymrer sig om. Måske er påstanden opfundet til lejligheden og alene hendes.

Andel del af Kinderægget handler om alle de forfattere, som er besat af emnet og desuden har gået på Forfatterskolen. Jeg har læst lidt om forfatterskolens afgangselever fra de seneste år. I år 2012 kredsede mange af historierne/digtene om nære iagttagelser. Forstemmende hverdag. I 2011 var der begær og kødelighed, og i 2009 var det meget blandet. Ordet parforhold indgår ikke i nogle af de anmeldelser, jeg har læst, men det kan sagtens tænkes at være inkluderet alligevel. omend jeg ikke forestiller mig, at det - lige nu og her - får den store betydning. De færreste af afgangseleverne er blevet toneangivende i dansk litteratur og er dermed heller ikke i stand til at gøre den samlede oeuvre nogen nævneværdig skade; her er skade forstået som besættelse af parforholdet og et deraf følgende tunnelsyn. Der er altså tale om elever, som er gået ud før 2009, men hvilke? Anne Sophia Hermansen holder på sin viden eller har slet og ret glemt deres navne, men ikke, at de har gået på Forfatterskolen. Hun ved altså, at de har gået der, men ikke hvem de er, og hvordan hun er havnet i den besynderlige og, i denne sammenhæng, uhensigtsmæssige limbo, har jeg ikke fantasi til at forestille mig.

Påstand 3:

"….støttesystemet til ny dansk litteratur virker som et selvopretholdende system af gensidigt bekræftende tilstandslitterater. Støtten går gang på gang til en lille skare af forfattere."

Denne diskussion - om hvorvidt kunststøtten bliver tildelt særligt udvalgte ud fra hemmelige/kammeratlige særinteresser og til en lukket skare - var godt oppe at køre for to år siden. Jens Christian Grøndahl satte den i gang og mange deltog siden. Hen ad vejen blev debatten stadig mere nuanceret. Måske fulgte Anne Sophia Hermansen ikke denne debat, ja, det vil jeg faktisk håbe er tilfældet. Hun begynder i alle fald forfra med Adam og Eva. I kølvandet på diskussionen udkom en rapport om litteraturstøtte, og den viste med tal, at 902 forfattere i 2011 fik mindst 50.000 kroner i støtte. Man kan selvfølgelig vælge at kalde det en lille skare, men det ville være i overensstemmelse med sandheden at lade være-

Påstand 4:

"……forlagene er blevet svagere i deres rolle som redigerende; vi mangler simpelthen forlæggere, der ikke reagerer på krisen i bogbranchen med at sprøjte endnu mere uredigeret bras ud, men arbejder længere og dybere med manuskripterne."

Denne sidste påstandsrække kan ikke undersøges eller tilbagevises, da den i sin grundvold er for svævende. Atter har hun tilsyneladende en indsigt, hvis kilde/kilder hun undlader at røbe. Hvorfra ved hun, at forlagene er blevet svagere i redigeringen? At de reagerer på krisen ved at sprøjte bras ud? At de ikke arbejder dybt med manuskripterne? Jeg kan ikke genkende disse påstande. De forlagsfolk, jeg møder, er næsten komisk seriøse og grundige. Hvilke uredigerede bøger om parforholdet er det, hun sigter på? Det ville stå stærkere, hvis hun bare hver fjerde gang gjorde sig den anstrengelse at adressere sine påstande. Jeg får desværre den opfattelse, at hun ikke er i stand til det, og det rejser følgelig et spørgsmål om, hvorvidt hun er kompetent til at behandle netop dette emne. Måske har hun ladet sig gribe af, ja, af hvad egentlig?

Anne Sophia Hermansens blogindlæg er skrevet på et meget tvivlsomt grundlag og flyder over af fuldkommen udokumenterede påstande, men derfor er hun jo i sin gode ret til at skrive det. Hun har en blog i Berlingske Tidende, hvilket her synes at være det bærende argument.

På forstærkeren er en volumeknap, og stykket mellem otte og ti er lutter forvrængning. Det bliver ikke højere. Det støjer bare mere.



  • Comments(7)//www.martinkongstad.dk/#post11

Bare rolig, Trine, der står pik i næste sætning

Fryser jegPosted by Martin Wed, August 28, 2013 20:43:30

Fryser Jeg Dagbog - femte del

Smagsdommerne tog min bog under behandling tirsdag aften, og den folkekære jazzsangerinde Trine-Lise Væring benyttede lejligheden til at hive en besynderlig, og meget udbredt, påstand op af den hat, hun ikke havde på.

Min bog var ekskluderende, ikke inkluderende, sagde hun. Den var indforstået.

Den påstand har jeg hørt før, faktisk så mange gange, at der danner sig et tydeligt mønster: Fælles for alle de, der gennem tiden har benyttet sig af påstanden, er, at de selv har forstået det hele. Trine-Lise Væring vidste altså, om nogle ikke nærmere definerede andre, at de ikke ville forstå bogen.

Hun forstod, andre ville ikke forstå.

Bogen falder i tre akter. Mand møder kvinde, mand kæmper for at holde på kvinde, mand mister kvinde. Dén handling tror jeg, de fleste forstår; enten fordi de selv har gennemlevet noget lignende eller, hvis ikke det er tilfældet. fordi de har truffet konstruktionen i en film eller en popsang.

Trine-Lise Værings argument knyttede sig til en passage i bogen, hvor jeg-fortælleren siger om en ældre fyr, at han akkurat vidste, at Miles lavede Kind of Blue før Bitches Brew, og ja, det er indforstået. Ikke for Trine-Lise Væring som livet gennem har sunget svært tilgængelig folkekær jazz, men for en del andre, og det er faktisk meningen. Jeg-fortælleren er nede i meget subtile koder, og på den måde viser forfatteren, at miljøet er gennemstrømmet af disse.

Hvilke konsekvenser får denne indforståede miljøbeskrivelse?

Hvis læseren, som Trine-Lise Væring, er bekendt med koden kan han/hun ubesværet læse videre. Er han/hun ikke bekendt med koden kan han/hun google titlerne og finde ud af, at der er tale om to Miles Davis plader. Man kan også bare læse videre. Der står pik på næste side, og så er man på sporet igen.

Jeg har, som skrevet, været udsat for påstanden før, og da jeg for år tilbage forelagde dette for min gode ven Peter, sagde han:

Alt det med, at noget er indforstået er noget vrøvl. Når man først siger det ind i en mikrofon, er det ikke indforstået længere.

Malk de Koijn digtede i en stor fælles hashpsykose et univers ved navn Langestrand. Der var et hip-hop tivoli og en fyr kaldet Jimmy Daggerthuggert. Jeg fattede ikke en brik, da jeg hørte det første gang, men jeg blev nysgerrig. Det samme blev en masse andre, og ti år senere sang tredive tusinde med på Roskilde Festival. Alle var indforståede sammen.

Klovn er en utroligt indforstået metaserie bygget på Casper og Franks forstørrede medievirkelighed. Trods de mange koder lykkedes det for serien at nå et stort indforstået publikum.

Der er for tiden en verdensomspændende nordisk krimibølge. Konflikterne er til at forstå; nogen er myrdet, hvem har gjort det og hvorfor? Bølgens store kommercielle succes skyldes, tror jeg, det særlige nordiske touch. Det indforstået nordiske, kunne man sige; et andet sindelag end det angelsaksiske eller franske, en anden geografi, dårligere vejr. Noget kunne altså tyde på, at det indforståede også kan inkludere folk eller få dem til at interessere sig for miljøer eller lande, som de før havde mindre kendskab til.

Måske kræver det ikke det store at orientere sig i ukendt territorie. Man kan for eksempel sagtens indleve sig i en western uden at have stort forhåndskendskab til lassokastning og tromlepistoler.

Måske kan det indforståede ligefrem være en styrke, og jeg tror, at de forholdsvis lukkede kredse, som jeg nu har beskrevet i to bøger, vinder ved at have alle koderne med. Man lukker ikke døren ved at indvie læserne i det nordiske sindelag eller den kulturelle klasses koder. Man åbner en verden.

Smagsdommerne er et tv-program på DR-K.



  • Comments(6)//www.martinkongstad.dk/#post10

Er du ensom? Eller: Er du ikke ensom?

Fryser jegPosted by Martin Thu, August 22, 2013 23:57:44


Fryser Jeg dagbog - del 4

Forleden blev jeg interviewet til et dagblad og blev røvirriteret midt i det hele.

Han var ellers sød nok og havde et på een gang meget insisterende og fuldkommen fraværende blik. Han kiggede på mig, som om jeg var en lygtepæl, som der står et sted i min bog. Det var ikke dét, jeg blev irriteret over. Det var hans spørgsmål eller rettere: måden han stillede dem på.

Kan det ikke være farligt hele tiden at jagte ny lykke? sagde han. Kan det ikke ende med, at man er konstant utilfreds?

Eller:

Er parforholdet ikke det, som kitter vores samfund sammen?

Efter det syvende spørgsmål af den slags var jeg på nippet til at hæve stemmen, og hvilken slags var det da? Han stillede stort set kun spørgsmål, hvori ordet ikke indgik. Er det nu så slemt?

Jeg tænkte en del over det i dagene efter, og efter en tid skrev jeg en mail til min gode ven Henrik, som er sprogforsker. Den er her:

Kære Henrik, jeg kom til at tænke på en lille ting. Hvad sker der, rent sprogligt, og psykologisk, når man i stedet for at spørge:

Er du ensom?

spørger

Er du ikke ensom?

Kh

Der gik en halv time, så fik jeg svar:

Kære Martin,

Helt kort fortalt indbygges der en antagelse i negerede spørgsmål som nedenstående: (spørgsmålene kunne evt. parafraseres til noget med: ”jeg antager/har (berettiget) grund til at antage, at X er ensom/læser medicin etc.)

1. Læser hun ikke medicin?

2. Er hun ikke gift med Ib?

3. Er du ikke ensom?

Bemærk, at negerede spørgsmål kun kan besvares positivt med ”jo” – ikke ”ja”. Det positive svar med ”jo” betyder i virkeligheden ”din antagelse er korrekt” og bekræfter dermed stilleren af spørgsmålet i hans hypotese. Det ikke-negerede spørgsmål, fx er du ensom?, besvares med ”ja” (eller ”nej” selvfølgelig) og er neutralt, har ikke indbygget en præmis.

De negerede spørgsmål kan jo selvfølgelig på den baggrund bruges til at manipulere. Modtageren af spørgsmålet presses indirekte til at acceptere den indbyggede antagelse, kunne man sige.

Feltet hører inden for den lingvistiske litteratur til under evidentialitet/epistemicitet, dvs. noget om den viden og de antagelser, der er indbygget i sætninger. Meget typisk og særegent for dansk er fx at bruge, det man kalder modale operatorer som ”jo”, ”vel”, ”nok”, som bruges til at signalere talers vidensniveau, og som derfor også kan bruges manipulerende.

Det var den korte version. Håber, du kan bruge den. Ellers må du spørge igen.

Kh, Henrik

Jeg elsker mine venner.

  • Comments(3)//www.martinkongstad.dk/#post9

presse

Fryser jegPosted by Martin Sun, August 18, 2013 00:32:11

Balladen om forfatterfotos med hænder i billedet

Fryser Jeg Dagbog - del 3

Der opstod en kejtet situation, da jeg forleden skulle interviewes af Politkens rutinerede og venlige litteraturjournalist, Carsten Andersen. Seancen var henlagt til kantinen i People Group, og Andersen havde ikke på forhånd meddelt mig, at der også skulle tages fotos.

- Det skulle du have sagt, sagde jeg.

- Hvorfor dog det? sagde han.

- Fordi jeg forsøger ikke at have det samme tøj på i forskellige aviser.

Det havde han ikke den store indlevelse i, kunne jeg se, og forståeligt nok.

Carsten Andersen er fra en tid, hvor ordet betød det hele, og hvor forfattere havde hænder i billedet. Tommelfinger under hagen og hovedet let på skrå betød ræv bag øret og en masse mellem linierne.

Hele knytnæven under hagen og stålfast blik i linsen; spansktalende, råt for usødet, korte sætninger blandet med streams of selfconsciousness.

Tommelfinger under hagen og pegefinger op langs kinden; spænding, pageturner, god balance mellem indre konflikt og effektive plots.

Begge hænder formet som et telt eller en østerlandsk hilsen og anbragt med spidsen under hagen; noget på spil, svært forståeligt, også for forfatteren selv samt mulighed for, at sproget gik i stykker undervejs.

Jeg er fra en tid, hvor de britiske forsangere brugte messende vibrato; ham fra Simple Minds, Bono, Echo & the Bunnymen, og jeg begreb ikke, at folk tog det alvorligt. Bowie, ja, men det indgik i et univers. Alle hans kloner var ren og skær gruopvækkende selvhøjtidlighed, og i forlængelse af den afsky, kunne jeg aldrig finde på at have hænder i billedet på et pressefoto.

Jeg tager det alvorligt på en anden måde, og det betyder blandt andet, at jeg forsøger at afveksle det visuelle i videst mulige omfang, og herunder altså at skifte tøj på hvert nyt foto.

Det er der flere årsager til: dels er jeg forfængelig og stilbevidst og morer mig over at forsøge at ramme en ny stemning hver gang, dels ved jeg, hvordan man opsætter aviser og blade. Ham eller hende, der til syvende og sidst skal layoute siderne, får aldrig helt læst, hvad det handler om, Men billederne bliver der taget stilling til. Et godt foto vil som regel få mere plads end et kedsommeligt.

Før udgivelsen af Han Danser på sin søns grav, overbeviste jeg forlaget om, at det var værdifuldt med gode pressefotos og fik Anne Mie Dreves til at tage dem.

Til mit store held valgte Weekendavisen at lave et interview en uge før bogen kom, og fotoet af mig havnede på forsiden, og ikke bare det, mit fjæs ragede ind over avisens logo. Den annonceplads sælges slet ikke.

Kynisk, kan man sig, og det er sandt.

Jeg har brugt det meste af tre år på at få min nye roman færdig, heraf fjorten måneder, hvor jeg intet andet foretog mig. Jeg har i lange overgange været umulig at komme i nærheden af, rejst fra mine nærmeste, sat mig selv og min familie i en situation, hvor det hver eneste måned var et mirakel, at huslejen blev betalt.

Skulle jeg så trække i en ternet skjorte og lade dem tage et foto med hænder i billedet? Nej, jeg tager mit bedste tøj på og gør hvad som helst for at få den bog ud ud. Jeg skifter position og gør min bog til en vare og mig selv til en fedtet sælger.

Ingen skam i livet, ingen overhovedet. Ja, ok, da et dameblad bad mig svare på, hvordan min sommer havde været og tænke i sensommer, fordi det udkom omkring 1. september, takkede jeg pænt nej. Forespørgslen kom midt i juli, og jeg havde endnu ikke været ude at bade.

Der er desværre endnu en grund til at betone det visuelle, og det er, at folk ikke længere orker at læse, For nogen tid siden fik jeg til opgave at skrive et essay i Politiken og gjorde mig umage med at skrive både informativt og underholdende. Det blev bragt i lørdagskultur, engang en magtfaktor i dansk åndsliv. Jeg fik een reaktion. Een. Det var halvkedsommeligt layoutet og placeret bagest i tillægget, og så langt når ikke engang Jørgen Leth mere.

Til gengæld fik jeg et hav af kommentarer og et utal af likes på Facebook, da jeg postede et pressefoto til den nye bog, hvor jeg poserer med turban a la Blixen.

Engang læste man klassikere, af pligt og lyst, stræbte sig gennem Mann eller Dostojevskij, siden begyndte man at læse magasiner, så sprang man de lange artikler over og nøjedes med at kigge billeder og læse smånotater, og så blev det film, og fordi man var for træt til Mefisto eller Den Tredje Mand, blev det action, og med latent dårlig samvittighed, og det var fatalt, at man netop den aften, hvor der var købt billetter til marathonvisningen af Berlin Alexanderplatz i Cinemateket, var kommet til at æde et kilo risotto med masser af smør og ost og lå madskæv med sort skærm på sofaen.

Billedet i Politiken kom til at fylde mere end teksten.





  • Comments(5)//www.martinkongstad.dk/#post7

Der var andre med harlekinbukser som truttede saxofon dengang

Fryser jegPosted by Martin Fri, August 09, 2013 00:08:27
Fryser Jeg Dagbog - del 2

Jeg mødte en gammel veninde, som, helt uopfordret, fortalte mig, at en anden gammel veninde var rasende på mig og følte sig trådt for nær. Hun var sikker på, at en af karaktererne fra min novellesamling var bygget over hende.

Der er flere grunde til, at det er forkert. For det første har jeg ikke skænket hende en tanke, mens jeg skrev, for det andet oversætter jeg ikke virkelige personer til fiktion. Med få undtagelser. Blismann, en journalist som bliver fyret fra et dagblad, der minder noget om Politiken, har en del åbenlyse sammenfald med min gode ven Henrik Vesterberg; måden at spise sandwiches på har de til fælles. Hvis der er mayonnaise i den, får man det at se. Begge er erklærede socialister, kommer på Floss, har et uroligt højreben, som konstant kører toogtredivtedele under bordet, er glade for gammel musik med meningsfulde tekster, osv, og så alligevel: Blismann er rockjournalist, Vesterberg er ikke, Blismman bliver fyret, Vesterberg er stadig ansat. I min nye roman dukker Blismann pludselig op og er blevet højskolelærer. Det er Vesterberg langt fra. Men Blismann taler Vesterbergs sprog, omend han ikke, som Vesterberg engang gjorde, siger: superduper eller hold dig tjekket, men i stedet dystert, superdystert eller superduperdystert. Jeg har aldrig forsøgt at skjule for Vesterberg, at han er et forlæg, men tværtimod ladet ham vide, hvad Blismann nu har fundet på undervejs i processen. Ikke fordi jeg skylder ham det, men fordi det er sjovt at fortælle.

Det samme er gældende for karakteren Søren T-shirt i min nye roman. Meget er bygget over min ven, Søren Fischers virkelige liv, andet er digtet.

De to repræsenterer undtagelserne, ja, der er selvfølgelig Mikkel Vallin, som på mange måder minder om mig, og på andre, faktiske, slet ikke.

Som udgangspunkt interesserer det mig ikke at skrive nøgleroman. Jeg kan simpelthen ikke finde mening i at tage mennesker fra det virkelig liv, ændre deres navne og smide dem ind i en roman, ligesom jeg temmelig sjældent tager virkelige hændelser og overfører dem. Jeg opererer med en erfaret grundsuppe, og når f.eks karakteren Clara har gået på Bernadotteskolen og er fra firserne, så ved jeg om hende, at hun på et tidspunkt har truttet i en saxofon og haft harlekinternede bukser på, og at hun har en svaghed for ældre Bobibar-fyre med kuldsejlet levemåde.

Jeg er af den opfattelse, at hvis man skal skildre virkelige personer og rigtige hændelser, så skal det gøres med navns nævnelse og være så tro mod begivenhederne, som muligt er. Det bliver noget andet. Dokumentarisme, erindringsglimt, selvbiografi, og det er ikke fiktion.

Jeg blev altid grænseløst irriteret, når jeg som yngre læste samtidsromaner og Krasnapolsky var omdøbt til Akvariet, for dels var det et dårligt og ladet navn, dels fattede jeg aldrig, at man skulle omdøbe stedet, når det tydeligvis var Krasnapolsky. Barerne i mine bøger har de rigtige navne, bortset fra et par, jeg helt har opfundet (Le Petit Fer a Cheval, for eksempel, som er en opdigtet overklassebar i Tisvilde, og hvis navn er hugget fra en bar i Marais, som Kronprinsen kom på, og som jeg derfor mente, at en flok herlovianerne kunne finde på at kalde deres bar). Rammerne skal være så autentiske som muligt, for derved at gøre den fiktive handling mere virkelighedsnær.

For nogle år siden læste jeg min ven Martin Halls store generationsepos, den sidste romantiker, og det gennemstrømmede bøgerne (to bind), at han huskede alt fra firserne og halvfemserne og brændte for at videregive sine betragtninger og oplevelser i pagt med den forgangne virkelighed. Han havde ændret folks navne, og Strunge hed ikke Strunge, men Adam Bruun, osv. Bøgerne er spækket med anekdoter og vildt underholdende, men alligevel fornemmede jeg et energitab, for ved at omdøbe det faktiske, og samtidig, i lange passager (for selvfølgelig digtede han osse løs), være tro mod det passerede, lagde han et filter af "fiktion" mellem ham selv og læseren. Historien røg en generation ud, som det hed, når man kopierede et videobånd. Hvis han havde skrevet sine oplevelser med navns nævnelse og uden at digte uden om, var det blevet et mesterværk og samtidig en historisk tekst af stor værdi for eftertiden (det kan nås endnu).

Da jeg læste bogen havde jeg endnu ikke skrevet min egen første, men af læsningen lærte jeg, at enten digter man eller man gør ikke. Der er energi begge steder og en sammenblanding formindsker den.

Min gamle veninde er ikke den eneste, som har misforstået min stil. Utallige gange er jeg blevet passet op af folk, som lod mig vide, at de vidste nøjagtig, hvem der var hvem i min første bog, og i sidste uge hørte jeg, at titelnovellens handling. han danser på sin søns grav, var taget direkte fra Stine Bierlichs liv.

Jeg kendte Stine, men anede ikke, at hun var far til sin søns barn.

Udover de førnævnte er ingen af personerne, heller ikke i min nye bog, en-til-en oversættelser af virkeligt levende. Mine personer er nogle gange sammenstykket af mange og blandet op med ren fantasi, andre gange aldeles opfundet, men jeg bestræber mig på at skrive det hele. så det kunne ha været virkeligt, og en gang i mellem lykkes det åbenbart.



  • Comments(5)//www.martinkongstad.dk/#post6

Dagbog del 1

Fryser jegPosted by Martin Wed, August 07, 2013 02:12:48

Fryser Jeg dagbog - del 1

Om mindre end tre uger udkommer Fryser Jeg, og jeg har besluttet mig for at skrive en form for dagbog op til udgivelsen, og måske bagefter, hvis der ellers er noget at skrive om. Der er gået nøjagtig fire år, siden Han danser på sin søns grav udkom. Det første år brugte jeg på at skrive tre filmmanuskripter bygget over bogen. Alle tre blev afvist ved den første port, hvilket vil sige, at jeg ikke engang fik lov at komme til møde på filminstituttet. I en af afslagsbrevene stod, at jeg skrev "for informative replikker", og det betyder oversat, at hun mente jeg bedrev, hvad man i de kredse kalder "højtlæsning for dværge", og hvad er så det?

To kvinder møder hinanden på gaden (i en film).

Kvinde 1: Så møder man dig igen, stedsøster. Er du kommet dig over, at min far aldrig rigtig accepterede dig som sit eget barn?

Kvinde 2: Nej, jeg er stadig sur, ikke mindst fordi du siden gjorde ondt værre ved at have et forhold til min mand.

Den slags replikker mente hun, for en hun var det, at jeg skrev for mange af, og det kan hun da have sine grunde til eller som en højtbetitlet fyr fra filmbranchen formulerede det:

- Det er da ikke så underligt, at hun har et horn i siden på dig. Hun skrev Bænken, og du skrev Chaiselongen.

Et andet afslag var mere fantasifuldt: Jeg er betænkelig ved din fremstilling af kvinder, skrev han. Kvinderne i dit manuskript fremstår enten liderlige og/eller beregnende.

Og?

Ja, jeg røg i skraldespanden; kasseret af en ridderkonsulent, hvis ædle formål var at beskytte kvinder mod at blive fremstillet som liderlige.

Nok om det, men der gik altså et år. Jeg havde endda skrevet en to meter høj kat ind i et af manuskripterne.

Siden gik jeg i gang med romanen. Jeg forestillede mig en bog, som foregik i henholdsvis 1986 og 2008. Det første lag handlede om firsernes store kærlighedsdrama, taget fra det virkelige liv og omformet til fiktion. Balladen om Søren og Signe, verden bedste par, som måtte skilles, da han fandt en anden. Heroin.

Jeg skrev de første 50 sider af den del og har hele handlingen skrevet ud i noter.

Den anden del skulle foregå i moderne kunstkredse 2008, dengang alt kunne sælges og blev solgt. Jeg ville skrive om en fra mellemlaget, en af de kunstnere, som gennem opsvinget, steg så meget i pris, at det var umuligt at komme tilbage, da kunstboblen brast. Der findes en regel i kunstverdenen, som foreskriver, at en kunstner ikke må falde i pris. Har en gallerist først sat sin kunstners priser for højt, kan han/hun ikke umiddelbart sænke dem. Denne er konstrueret af troværdighedshensyn og for at beskytte køberne fra at købe katten i sækken, hvilket alligevel sagtens kan ske.

Jeg begyndte en måneder lang research. Købte alt, hvad jeg kunne finde af bøger og film, som handlede om kunstnere og kunstbranchen (jeg vil måske på et senere tidspunkt anbefale de bedste) og interviewede et hav af mennesker, det være sig gallerister, kunstnere, kunstjournalister, kuratorer, auktionsfolk, samlere. Jeg begyndte ikke på bar bund, for dels er der kunstnere i min familie, dels har jeg hængt på barer i årtier, færdedes i beslægtede miljøer, haft venner som enten var børn af kunstnere eller selv var det, osv. Men alle de finurlige regler, officielle, som uofficielle blev jeg indført i, samt selvfølgelig de enkelte kunstneres anskuelse af deres virke, alt det med Berlin, snobberiet for den skabende ånd, fristelsen for at gentage en succes med udbrændthed som en mulig følge, galleristenes balancegang mellem købmandsskab og kammeratlig omsorg.

På et tidspunkt sagde jeg ja til at være vært for Den Store Roman, et program som Radio 24Syv ville lancere ved deres åbning. Jeg skulle, som den første vært, lægge linien for programmet, og jeg besluttede at lave research for åben mikrofon. Hvor langt var jeg henne i bogen på det tidspunkt? - november 2011 - cirka hundrede sider, hvad jeg ikke vidste var, at de 50 skulle skrinlægges, og de andre skrives om utallige gange, men jeg kastede mig ud i det og forsøgte at lave radiostemme, og en af gæsterne var plotcoach Malene Kirkegaard. Egentlig ville jeg drille de finlitterære kredse, for plots er fyord (og derfor selvfølgelig særligt krimien), og jeg kan bedre lide plots, meget bedre, end den slags bøger, hvor sproget går i stykker og genopstår i nye og helt uforståelige former. Jeg vil gerne kunne følge med, når jeg læser noget, og derfor skriver jeg selv sådan. Plotcoachen viste sig at være velkvalificeret. Hun er uddannet filminstruktør og kan sin dramaturgi, men er langt fra forbenet.

- I traditionel filmdramaturgi ville man kræve, at det ene lag i en todelt historie gav noget til det andet, sagde hun, med henvisning til min dobbeltbog.

- Har dine lag noget til fælles?

- Jeg har tænkt det samme, sagde jeg, og jeg kan godt kæde dem sammen. Det handler delvis om de samme mennesker, og hvis jeg skal være meget søgt er der et fælles tema, som hedder afhængighed. I den ene er det af et stof, i den anden er det et kærlighedsforhold. Men det tema interesserer mig ikke.

Hun lod pausen være lang.

- Måske er jeg i gang med to bøger, sagde jeg.

- Måske, sagde hun.

Dagen efter lagde jeg den ene midlertidigt i skuffen og koncentrede mig om det tema, som jeg for alvor var optaget af: Parforholdet.

Jeg har en fornemmelse af, at parforholdet i sin traditionelle form står foran opløsning, og det ville jeg gerne digte om. Hvad underbygger den formodning?

De sociale netværk på nettet, for eksempel; de nye og langt mere flydende fælleskaber. Vores liv på nettet vil givet komme til at præge vores psykologi og vores møder med mennesker i virkeligheden, herunder kærligheden.

Men er alt det med fri og flydende kærlighed ikke afprøvet - og afvist - af 68´erne. Jo, og det gik strålende, indtil de løb ind i kvindekampen. Så var festen forbi. Jeg har, særlig efter at have læst adskillige dagbøger på Kvinfos hjemmeside, stor respekt for kvindekampen. Den var uundgåelig. Men jeg var barn dengang, det skete, og det var ikke en tilfældighed, at jeg var den eneste i fritidskollektivets tv-rum, da der var fodbold-vm i 1974. Mændene sad og strikkede eller mukkede over, at de ikke fik noget fisse. Den ny tids kvinder, dem i tyverne, er børnebørn af rødstrømperne. De har selvbevidstheden med sig fra fødslen, men ingen kamp. De vil opleve, ikke kede sig.

Vores hjerner. Vi kan rent faktisk rumme både at være forelskede i en, liderlig på en anden og dybt engageret med en tredje, men det bryder konventionerne sig ikke om. Eller vores forfængelighed.

Angsten for at miste er større end lysten til at give.

Osv.

Jeg havde sat mig for, at romanen skulle være en art fortsættelse af den første bog. Mikkel Vallin skulle det være igen; nu fyret, skilt og på den alder, hvor bitterheden står og banker på. Ind fra højre en smuk, kompromisløs ung kunstnerkvinde, som trigger al hans antipati over for parforholdet i sin stivnede form. Endelig en sag for Mikkel.

Farvel til parforholdet og tak for ingenting!

Ja, så let går det selvfølgelig ikke.

I næste uge begynder jeg at give interviews til pressen, og det komplicerede bliver at holde mit private liv uinteressant. Ved at skabe en karakter som Mikkel, der på mange måder minder om mig, beder jeg selv om en uhensigtsmæssig sammenblanding, og mange af Mikkels betragtninger er bestemt mine egne. Blandt andet denne, måske lidt poppede:

Hvor mange par kender du, som er sjovere sammen end hver for sig?

  • Comments(3)//www.martinkongstad.dk/#post5

Tisvilde

Fryser jegPosted by Martin Sat, July 20, 2013 14:46:11

Man kan stadig stemme radikalt i Tisvilde efter Uge 29

De kom, de røg i bur, og de tog hjem igen. De riges indtog i Tisvilde forløb udramatisk, og vi har stadig bedre smag.

- Skal vi tage noget mdma og have gruppesex?

Festen er fortsat hjemme hos os. Solen er for længst stået op og nede på loppemarkedspladsen står en gruppe yngre og danser omkring en smadret Hanomag. Det hele er i stpre træk gået, som det plejer. Vi har holdt åbningsfest i Kanonhalløj og trukket de sædvanlige fem hundrede fra den kreative klasse; mennesker, som får børnene passet og ryger den årlige joint. Jeg har brugt halvanden time på at overtale dj´en Christian d´Or til at komme og spille til vores afslutningsfest, og jeg brugte fadøl og Fisk som pression, Hvad han sagde, aner jeg ikke. Senere havde jeg den årlige samtale med hende filmproducenten, som synes, at jeg skriver scchhiiide godt og vil mødes for at drøfte det filmmanus, som skal sige en masse om vores generation. Show me the money!

Aftenens store spørgsmål har været, om de kom ned til os, og de er altså Uge 29 i Tisvilde, en event, ja, det hedder det vel, som går ud på, at Casper Christensen og nogle kumpaner inde fra en natklub i København vil lokke alle de mennesker, som plejer at frekventere Skagen i denne uge, op til Tisvilde.

: Vi har lejet hele lortet i fire dage, står der på deres Facebookside, og her skal lortet forstås som Bio-Bistro, en af byens hæderkronede restauranter og sommerdiskoteket over dem alle. For at holde uvedkommende ude af festen, som man skal stå på gæsteliste for at komme ind til, har de opsat et højt stålhegn om terrassen. Fem hundrede rige i tyverne med isspande på bordene, og det evige sponsorat fra Moët et Chandon hængende i nakken. Og det er måske et meget godt sted at illustrerere forskellen på dem og os, for hvorfor i alverden gider de at give en formue for en småsur champagne? Hvorfor drikker de ikke Launois Millesime inde fra Jørgen Krüff i Snaregade, i stedet for det sprøjt. Fordi det kræver en indsats, bliver vi enige om på terrasen. Først skal man indse, at Moët et Chandon ikke er en god champagne, og det kræver dels, at man gider, og kan, smage den slags, og at man derefter er i stand til at løsrive sig fra gruppepresset. Dernæst skal man reflektere sig frem til, at en champagne, som bruger uanede ressourcer på markedsføring formentlig bruger tilsvarende færre penge på selve produktet, og når det er gjort skal man i gang med at undersøge, hvem der bruger kræfterne det rigtige sted, og hvor man i givet fald kan erhverve det. Er man ihærdig nok ender man altså nede hos Krüff i Esprit du vins, og Launois Millesime koster 270 kroner flasken og er klasser over Moët. Jeg var dernede sidst jeg skulle lave en større middag, fordi jeg havde set for mig, at en mild champagne ville gå godt med min forret af avocado og stenbiderrogn.

- Hvordan er fordelingen mellem rogn og avocado? spurgte han og kiggede længe op i erindringspunktet, før han præsenterede mig for Launois. Grundighed, ihærdighed, at gøre sig umage; den slags dyder.

Min ven stylisten spiste med nogle modevenner nede hos de rige i går, og der var en time mellem retterne og to til osten, men det smagte godt, og vinen fik de gratis.

- Der var mange med det der preppy look, siger han. Kostskoledrenge i cashmere-pullovers fra Commes des Garcons. Kvinderne var i kedeligt, dyrt tøj. Malene Birger, Stella Mccartney. Men det var dejligt at komme over til jeres fest bagefter. Det var en rigtig fest, hvor man talte sammen. Ovre hos dem gav man et kindkys og gik videre.

Selvfølgelig har der været en masse brok og fnidder i byen. De fastboende var meget skeptiske, da de læste om projektet, for åbenlyst rige har aldrig tilhørt Tisvilde. Penge er fine at have, men man skal ikke flashe dem, og så er der selvfølgelig alt det med værdierne. Læser de overhovedet bøger? Man fik det svar fra Bistroen, at der ville komme halvandet hundrede mennesker op, plus tredive i alder, og at alt ville være, som det plejer. Det er nu ikke sandt, men den ventede intervention er udeblevet. Man kan stadig stemme radikalt i Tisvilde efter Uge 29. Tilbage står mindet om en Hornsleth-installation: Vesten på overdrevet, fire hundrede rige i bur. Fred være med dem.

: I er for real! siger en ung adelsmand til mig nede til vores fest. Spiller vi Billie Jean? Helt sikkert.

Der tales lidt om optrækkeri i krogene. De desserterede rige har en fornemmelse af, at de er blevet tørret i røven. Fem tusinde for tre flasker vodka i isspand, og hvad var alt det med Casper Christensen? Han viste sig aldrig i byen, men stod ikke desto mindre først i pressemeddelelserne. På Mallorca, fortæller nogen. Vidste han ikke det på forhånd? Er det virkelig sådan fat, at man har brugt hans navn, som lokkemad? Forbrydelsernes omfang er til at overskue, vil jeg mene.

Livet går videre i Tisvilde. Vi køber vores grøntsager hos Kolsbækmanden, drikker økologis Loire-vin og spiser jomfruhummerhaler. Mayonnaisen rør vi selv.

- Jeg kan ikke se, hvorfor folk skulle være bange for, at der er fire dages fest på Bistroen, siger den lokale ejendomsmægler, og jeg er næsten ked af at skrive det, men han er altså - også - en forstandig fyr. Rummelig som få.

- Vi har fjorten dage heroppe, hvor der larmes og danses, og sådan er det bare. Hvis man ikke kan holde det ud, kan man jo lejet sit hus ud eller købe et ude i Tibirke Bakker. Måske kan vi lære noget af hinanden. Måske køber en af de rige et hus heroppe, og så tjener jeg lidt penge og kan bruge flere på at sponsere byens kulturliv.

Uge 29 er snart forbi, og i næste uge kommer Peter Bastian.

Der blev hverken gruppesex eller mdma.

  • Comments(0)//www.martinkongstad.dk/#post2

Tisvilde

Fryser jegPosted by Martin Fri, July 19, 2013 13:14:34
Anden del fra Tisvilde:

Hvad er der indeni et overklasseløg?

"Vig bort, Satan!" Jeg læser højt af Evangeliet og ved siden af mig står Mia Lund Rao i præstekjole. Vi er i Pakhuset, et gammelt skinnehus ved Tisvildeleje Station, som jeg og en masse andre laver kulturgøgl i hver sommer heroppe,. Luksushippier! som min far plejede at vrænge, når ham med det velplejede lange hår og hans lækre rødhårede dulle steg ind i den åbne sportsvogn på Vagtelvej. Jeg forstod aldrig helt, hvor problemet lå.

Kanonhalløj, som vores foretagende kaldes, åbner nøjagtig samtidig med Uge 29 i Tisvilde, altså den event, for sådan hedder det vel, hvor Casper Christensen og nogle natklubdrenge fra inde København forsøger at rykke Hellerupugen i Skagen til Tisvilde. Få en masse rige herop, simpelthen og holde fire dages fest for dem på Bio-Bistro, Tisvildelejes traditionsrige restaurant og sommerdiskotek.

Er det et statement, at vi åbner med en gudstjeneste? Helt bestemt. Gud, videnskab og litteratur begynder vi med eller nogenlunde, hvad vi forestiller os må være antitesen til Uge 29 nede på Bistroen. Og det er en succes. Alle pladser i huset er besat og ude foran sidder folk i aftensolen. Vores publikum ligner akademikere, og en del af dem kan få gratis buskort. Mias prædiken handler om fristelser, død, kærlighed og om, at alt det, vi holder mest af, også er det, som volder os størst kvaler. Men trængte vi så i gennem med vores statemnet? Overhovedet ikke. Nøjagtig da vi delte oblater ud i Pakhuset, fik de bøf på Bio-Bistro. Der er intet nyt i, at den kulturelle klasse, os sagde hundene, har et horn i siden på den økonomiske ditto, og som det altid har været, er den kamp ensidig. De rige er fuldkommen uinteressede i at kæmpe. De aner ikke, at der overhovedet er en kamp.

Uge 29 eventen blev skudt i gang med et cykelløb, og dramaturgien lod en del tilbage at ønske. Cykelhold kom dalrende fra alle sider, intet opløb, ingen målstreg. Alle var vindere og i specialdesignede dragter. Dagen gennem havde håndværkere arbejdet på at skærme Bio-Bistro; sikre den mod uvedkommende. Først byggede man en sluse foran restauranten, så opsatte man et højt stålhegn og burede de rige inde.

Det lykkes mig at komme på gæstelisten til aftenens fest på Bio-Bistro. Jeg skal læse op af min nye roman, Fryser Jeg, foran Pakhuset, og det går glimrende, Jeg gemmer stykket med Mesterslikkeren fra Ørby til sidst, og flere ryster på hovedet, da jeg annoncerer min afgang. Det gør du bare ikke! siger en DR2 pige, som er så kulturradikal, at hendes celler er opbygget af PH og ikke DNA. Det gør du bare ikke! siger en anden kvinde, og hun er faktisk fra Hellerup, men, som en del af de andre velhavende fra Tisvilde, er hun for fin til sådan at stå i bur med de lyserøde skjorter. Hun er ikke vulgær, som det hedder.

Klokken er omkring midnat, og inde i rigmandsburet er det lettere kaotisk. Fire hundrede mennesker er stuvet sammen på en halv håndboldbane, gårdhaven, og foran Bistroen står hundrede mennesker i kø og venter på at blive tjekket af en dørmand med gæsteliste i hånden og intercom i øret.

Vi går rundt om buret og finder en smutvej ind.

Løb! Løb! råber moderedaktricen. Hun har været med til aftenens middag, og som jeg kan forstå på hende, er eventen ikke et sted, man bør forbinde sit personlige brand til. Hun overvejer at gå på Helenekilde Badehotel og sidde i ro og mag, siger hun, men gør ikke de store anstrengelser for at komme af sted.

I stedet får vi gin-tonics.

Der sker noget på Bistroen, der er et buzz, og jeg genkender det fra Cannes eller Capri eller lignende steder, hvor mange rige stuver sig sammen, fordi nogen eller noget har fortalt dem, at det er et vigtigt sted at være, og det er jo ikke væsentligt anderledes end, når vi andre er til åbningsfest på Copenhagen Dox. Bortset fra drikkevarerne, selvfølgelig. De har magnumflasker med Moët et Candon på bordene. Isspande, for Guds skyld. Isspande er alfa omega, for de hæver en flaske Grey Goose vodka, og det så eftertrykkeligt, at man fra eventmagernes side kan kræve fem tusinde kroner for et bord med tre flasker af den slags.

- Vi er gået over til at drikke vodka, fortæller en yngre god bekendt med herloviansk baggrund, og han er ikke en af de riges dumme børn, men dannet og skarp og spiller glimrende klassisk klaver. Han bestiller en Jack og cola i baren og en Heineken til mig. 145 kroner.

- i Nullerne drak vi champagne, og man kunne få en flaske Moët på Nasa for seks hundrede, men så kom krisen og pludselig ville de have femten hundrede for den.

- Hvad koster sådan en flaske Grey Goose i indkøb, siger jeg.

- Omkring 3-400 ink. moms, siger han, men natklubfolkene får kick back. De får refunderet en del af pengene fra Hennesy, som ejer Grey Goose. Fordi de vælger at føre deres mærke.

For en gangs skyld lever noget op til forventningerne. Folk ser virkelig ud, som man forestiller sig det. Kvinderne er høje og lyshårede og dyrt klædt. Mændene er korthårede, trækkene regelmæssige og øjnene forvent med sejr.

- Der kommer jo også mange mennesker til vores fester, siger en af mine venner, som ligeledes har platte sig ind ad bagindgangen. Men når man forsøger at komme gennem mængden til vores fester, flytter folk sig og prøver at hjælpe hinanden. Her kigger de bare den anden vej og bliver stående.

- Så kom plastikpatterne til Tisvilde, siger en ældre byræv.

- Er de ikke for unge til at få lavet bryster? siger jeg.

En attenårig pige passerer. Hun har en frisk e-skål under blusen og de står lige ud i luften.

Inde i Bistroen er der diskotek. En dj forsøger ihærdigt og rokker selv for bag pulten. Men det er op ad bakke. Alle vil stå uden for, og ingen gider danse til filterhouse. Langs væggene i restauranten sidder unge fyre ved købte borde. Det er vip-loungen, og den er indikeret af et velvet rope. De har en flaske magnumchampagne i isspand foran sig, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad de borde har kostet. Men de mangler nogen at blære sig for. Der er højst halvtreds mennesker i lokalet. Min unge datter har været på Simons et par gange og fortæller, at de unge Hellerupdrenge køber borde derinde og vinker pigerne til. Man viser stil, som det hed i rockersprog fra halvfjerdserne. Det betød, at man stod med armene over kors og kiggede ud i luften.

- Jeg får fanme lyst til at stille mig op på en stol og holde en tale, siger en lokal vismand, som, fremgår det, er til stede mod sin vilje. Hvad der har lokket ham hen til eventen, og hvorfor han ikke forlader den, står hen i det uvisse.

- De mennesker her tror, at de er vilde og grænseoverskridende, men i virkeligheden er de verdens største tryghedsnarkomaner. De gør nøjagtig, som de plejer. De ser kun de samme. Det er som et løg. Man kan blive ved med at pille lag af og indeni er der intet. Ja, bortset fra, at det er der jo i løg.

Det hele sluttede ved femtiden, og i dag står terrassen, som om intet er hændt. Borde og stole på rækker. I aften begynder det hele forfra.

  • Comments(4)//www.martinkongstad.dk/#post1
« PreviousNext »